Fortsæt til indhold

Bowlere forsvarer titel

Arkiv
Arkiv

Ikke uventet er de to Kolding-spillere Mik Stampe og Thomas Larsen fra Bowlingklubben Trekanten KIF udtaget til Europamesterskaberne, der afvikles fra den 3. til 14. juni i Løvvang Bowling Center i Aalborg. De er nemlig begge forsvarende guldvindere i double.


De to Kolding-spillere har gennem hele sæsonen vist klasse; senest da de var med til at vinde såvel Landspokalturneringen for hold og DM for 6-mandshold. Samtidig hører de til i toppen af den internationale elite, så deres muligheder for at genvide EM-titlen må siges at være gode.


Det er imidlertid ikke kun i double, Mik Stampe og Thomas Larsen skal forsvare deres EM-titel i Aalborg. De er også regerende europamestre i Trio, og den titel vil de forsøge at genvinde sammen med landsholdskollegaen Jesper Agerbo fra S.A.S., København.


For Thomas Larsen gælder det endvidere, at han også jagter guldmedaljen i den individuelle turnering. Ved det seneste EM opnåede han en 2. plads og kom dermed hjem med en sølvmedalje, men denne gang er han fast besluttet på, at medaljen skal være af fineste karat.