Fortsæt til indhold

Hjemmerøveri i Jyllinge

Tre mænd er anklaget for at have begået flere grove forbrydelser, som involverer vold og trusler

Arkiv
Arkiv

Hvis anklageskriftet mod tre mænd på 21, 25, og 30 år skulle vise sig at holde stik, har trioen været en ubehagelig del af tilværelsen for flere beboer i Mølleengen i Jyllinge.
Sagen mod mændene handler især om de to ældste.
Mændene skal stå til ansvar overfor anklager om, at de stod bag vold, trusler og tyveri på en adresse i Mølleengen 13. september og og igen samme sted 8. oktober sidste år.
De to skulle blandt andet have stukket en beboer en lussing og truet ham med en flaske, mens de stjal ting som mobiltelefoner, kontanter og tøj.
Desuden truede de angiveligt ofret samt endnu en person med vold, hvis de gik til politiet.

Sluttede sig til volden

Efter overfaldet 8. oktober sluttede den 21-årige sig tilsyneladende til de to andre, og sammen skulle de have begået endnu et hjemmerøveri på en anden adresse i Mølleengen.
Her nøjedes trioen angiveligt ikke med at uddele en lussing.
Ifølge rettens papirer skulle de have slået to mænd, der befandt sig på adressen, flere gange i ansigtet.
Herefter snuppede de ifølge anklageskriftet igen mobiler, kontanter og tøj.
Retten i Roskilde skal også se på anklager om, at både den 21- og den 25-årige har været i besiddelse af ulovlige våben i form af henholdsvis en springkniv og en strømpistol.
Sagen kommer for en dommer tirsdag 5. maj, og her vil det blive bestemt, hvilke konsekvenser anklagerne mod trioen får.
hw