To Kolding-piger bag ny unik børnebog
Fantastiske fabler fra Fanø udkommer i påsken
Flotte naturbilleder og forunderlige fortællinger er ingredienserne i en ny børnebog skrevet af to piger fra Kolding.
Bogen hedder ”Fantastiske fabler fra Fanø” og er usædvanlig, fordi den folder Fanøs natur ud på en hidtil uset måde.
Det er de to søstre, Ida Marie og Josefine Olsen, der står bag de fantastiske fabler. Tilblivelsen af bogen er i sig selv en fantastisk historie.
Tusindvis af fotos
De mange fotos er taget af naturfotografen Niels-Viktor Mølsted, som igennem en årrække dagligt har tilbragt timer i naturen omkring Sønderho. Nogle af de mange fotos blev delt på TV SYDs Facebookside, hvor pigernes far begejstret kommenterede dem og opmuntrede Niels-Viktor Mølsted til få billederne udgivet i andre sammenhænge.
Det blev begyndelsen på et nyt venskab, og Ida Marie og Josefine begyndte at gennemgå tusindvis af fotos. Pigerne udvalgte de sjoveste og lod på den måde Niels-Viktor Mølsteds fotos blive omdrejningspunktet for en række underholdende fabler, der fortæller hvad der i virkeligheden rører sig blandt dyrene på Fanø.
“Det har været ret sjovt. Det var egentlig ret nemt, for de billeder vi valgte fortalte jo en historie. Så vi skulle bare bygge videre og skrive ned og sætte det hele sammen, fortæller Ida Marie og Josefine.
Et seriøst stykke arbejde
Pigernes far er selvsagt både stolt og glad over pigernes arbejde.
“Det har været så dejligt at se, hvordan bogen hele tiden har udviklet sig. På den ene side har vi grinet og pjattet og på den anden side har de virkelig taget det seriøst og skrevet om igen og igen, til fablerne blev præcis, som de ønskede, lyder det fra pigernes far Bjørn Olsen.
Bogen vil blive forhandlet i udvalgte forretninger over hele landet, men som en privat udgivelse kommer de to forfatterspirer ikke til at tjene penge på den. Det generer dog ikke familien, der blot glæder sig over, at fablerne kommer ud og spreder glæde hos andre.
Man kan Se mere om bogen og lanceringen på www.fabler.nu.