Kunstprojekt kulminerer på sidstedagen
Torsdag d. 7. maj kl. 16.30 kulminerer projektet 'Resonans' på Esbjerg Kunstmuseum med en koncert, der samler de tre solister fra Esbjerg Ensemble, som løbende har opbygget udstillingens særegne lyddel - efter komponist Hans Peter Stubbe Teglbjærgs kompositioner.
Udstillingen rummede i udgangspunktet et udvalg af billedkunstneriske værker fra museets samling side om side med en musikalsk grundkomposition skabt af Stubbe Teglbjærg. Undervejs i udstillingsperioden har lydsiden ændret sig markant gennem solokoncerter med de tre solister, Christian Martinez,
Kerstin Thiele og Michel Camille, der hver især har afsat lydspor i rummet. Dermed har betingelserne for publikums oplevelser også været i fortsat forandring.
Projektet fuldendes torsdag med det fjerde og sidste live-indslag, hvor publikum tilbydes en stærkt sanselig og sjælden koncertoplevelse.
Koncerten er gratis og alle er velkomne.