Projektchef skal skaffe penge og arbejdspladser
Der skal flere midler til Sønderborg-området fra EU, fra nationale og regionale fonde samt fra erhvervspuljer i det hele taget. Det gælder ikke mindst, når der er tale om energieffektivitet, mekatronik og industriel produktion. Derfor udvider Sønderborg Vækstråd med en projektchef, der kan støtte lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og interesseorganisationer, når det handler om at skabe vækst og arbejdspladser.
Det er en både erfaren og lokalkendt mand, der fra 1. august bliver projektchef i Sønderborg Vækstråd. Gustav Nebel (47), der kommer fra en stilling som chefkonsulent i Udviklingsråd Sønderjylland, har allerede i en årrække været dybt engageret i udviklingen i Sønderborg-området. Han var således i 2011 konstitueret direktør i Lean Energy Cluster i forbindelse med etableringen, og han har været pennefører på projekter og ansøgninger, der har tilført betragtelige midler til innovationsprojekter som elskraldebilen fra Banke Aps, SmartTrolley og flere SDU-projekter.
”Det er med meget stor glæde, at vi kan byde Gustav Nebel velkommen som en del af Sønderborg Vækstråds sekretariat. Med ham om bord bliver vi endnu bedre i stand til at byde iværksættere, SMV'er og de lokale uddannelsesinstitutioner op til dans. Det gælder ikke mindst, når det handler om at tiltrække finansiering i form af støttemidler fra EU, regionale erhvervsudviklingspuljer og andre støttemuligheder,” fastslår direktør i Sønderborg Vækstråd, Ole Daugbjerg.
Gustav Nebels tiltrædelse i Sønderborg Vækstråd er samtidig en styrkelse af specialiseringen og samarbejdet mellem Udviklingsråd Sønderjylland (URS), erhvervsfremmeaktørerne i de øvrige sønderjyske kommuner og Sønderborg Vækstråd.
”Gustav har en dyb og omfattende viden om Sønderborgs styrkeposition på områder som energieffektivitet, mekatronik og industriel produktion, der er nogle af vores stærkeste kort i konkurrencen om flere arbejdspladser og mere vækst. URS har hidtil spillet en væsentlig rolle i opgaven med at styrke den sønderjyske erhvervsudvikling på dette felt, men nu tager vi opgaven på os i fuldt omfang i et samarbejde med relevante virksomheder, uddannelsesinstitutioner og klyngeorganisationer. Dermed kan URS fokusere på de andre vigtige opgaver for Sønderjylland. Det sker samtidig med, at vi blandt erhvervsfremmeaktørerne i de fire sønderjyske kommuner og URS udvider samarbejdet om opgaver, hvor der giver mest mening at løfte i flok," forklarer Ole Daugbjerg.