Arbejdende værksted får besøg af papirklipper
I Galleri Nørregade 8 i Køge
UDSTILLING: Påsken nærmer sig, og det markeres også i Galleri Nørregade 8 i Køge, hvor der holdes åbent onsdag før påske den 1. april kl. 12.00-17.00.
I løbet af denne eftermiddag vil der være et lille arbejdende værksted i galleriet, som får besøg af papirklipperen Jonna Krouel.
De mange gæster, der allerede har lagt vejen forbi det lille charmerende sted i gården til Nørregade 8, vil faktisk have stiftet bekendtskab med Jonna Krouels skønne klemme-engle, der permanent er at finde i galleriet.
I forbindelse med påsken gælder det de mere sirlige papirklip i form af gækkebreve, der bliver til skønne små billeder eller æg, som iklædes påske-dresset i form af et klip.
Jonna Krouel tegner ikke sine klip op og anvender da slet ikke skabeloner. Hun kan sit håndværk, tegner nærmest med saksen, så hun klipper sine motiver direkte her og nu, lige som hun forestiller sig, at de skal fremstå.
Galleri Nørregade har naturligvis også åbent påskelørdag den 4. april med mulighed for masser af oplevelser i form af kig på billeder og kunsthåndværk – bl.a. også en række nye smukke tørklæder, der hver især kun findes lige netop denne ene udgave af.
pm