Dansk-tysk forhold under lup i ny bog
Forfatter Hans Boll-Johansen har skrevet en bog, der beskriver det dansk-tyske forhold i Sønderjylland
“Danskerpak og tyskerpak. De danske og de tyske i Sønderjylland” er titlen på Hans Boll-Johansens nye bog, der udkom i går, den 4. maj.
Bogen er en såkaldt erindringsbog, der forsøger at finde tilbage til den virkelighed, som danske og tyske levede med i 50'erne. Og forfatteren mener også, at problemstillingen er relevant i dag.
“Der er sket kolosalt meget siden dengang. Alene det faktum, at jeg har kunnet skrive bogen er et bevis på, at relationen har ændret sig grundlæggende. I dag skal vi virkelig ud i hjørnerne for at finde modsætningerne. Eller begynde at tale om skilte på to sprog for at fremprovokere modsætninger,” siger Hans Boll-Johansen.
I bogen har forfatteren sat nogle af sine gamle studenterkammerater stævne for at tale om gymnasietiden på Aabenraa Statsskole.
Dengang var de nationale konflikter og sårene efter besættelsestiden et tabu, og heller ikke ved studenterjubilæerne efterfølgende blev der talt om det. Men nu 60 år senere har behovet for at tale om det indfundet sig, og det er netop, had Hans Boll-Johansen giver sine studenterkammerater mulighed for i sin nye bog.
“I dag taler man slet ikke om modsætningerne på statsplan. Men derfor kan der jo godt ligge noget gemt på det personlige plan hos nogen. Det kan jo være nogle grunde i ens familiehistorie, der gør, at det kan være svært,” fortsætter Hans Boll-Johansen.
Han har i bogen også fået kommentarer fra unge mennesker - dels fra Statsskolen i Aabenraa og fra det tyske gymnasium, og her er der langt til de gamle modsætninger mellem tysk og dansk.
På spørgsmålet om, hvorvidt der fortsat er modsætningsforhold mellem dansk og tysk, lyder nogle af svarene fra de unge i bogen:
“Det tror jeg ikke, der er, set fra et ungt perspektiv,” er den umiddelbare kommentar fra en elev fra Statsskolen.
Også det at bo i grænselandet bliver betragtet som en positiv ting blandt de unge.
“Jeg har nok større indsigt og kendskab til tyskerne og Tyskland end mange af mine andre venner fra for eksempel Sjælland eller Midtjylland”.
Hans Boll-Johansen
Hans Boll-Johansen er født i 1936. Han blev student fra Aabenraa Statskole i 1950'erne. Han har skrevet en række bøger bl.a. om fransk kultur, Hans Boll-Johansen er dr.phil. og var i en årrække tilknyttet Københavns Universitet som docent i fransk litteratur. Litteraturkritiker ved Information, siden ved Politiken.