Fortsæt til indhold

Da Vejle atter kunne trække vejret frit

Den 5. maj 1945 vågnede vejlenserne op som frie borgere. Befrielsen fra besættelsesmagten blev fejret i hele byen

Arkiv
Af Thomas Bohsen

Som en løbeild bredte den sig. Nyheden. De tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. I løbet af få minutter spredte budskabet sig fra mund til mund, fra hus til hus, og folk stimlede sammen på gaderne. Mørklægningsgardinerne blev revet ned og erstattet af flag og levende lys. Vejle åndede lettet op.
Beskeden kom midt i BBC's danske nyhedsudsendelse fredag den 4. maj. Udsendelsen startede klokken 20.30. Klokken 20.36 var der pludselig en pause i udsendelsen, inden de nu så berømte ord lød:
“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager...”

Følelserne fik frit løb

Dette glædelige budskab havde været længe ventet. At krigen nærmede sig sin slutning, var en slet skjult hemmelighed, men nøjagtigt hvornår, det ville ske, var svært at vide. Da beskeden endelig kom, strømmede vejlenserne ud på gaderne.
Følelserne fik frit løb, da man efter fem års besættelse endeligt kunne ånde lettet op. På byens pladser samlede der sig hurtigt store menneskemængder. Avisen fik lynhurtigt trykt løbesedler, der bekræftede den gode nyhed.
Borgmesteren opfordrede til at undgå 'sammenstimlen' og indførte et alkoholforbud. Alligevel ville jublen ingen ende tage. Man festede med venner og familie, men også med mennesker, man aldrig før havde mødt. Spontant brød menneskemængden ud i sang. Fædrelandsange og frihedsangen lød i Vejles gader, og fyrværkeri prægede himlen denne maj-aften.

Det britiske og det danske flag hænges på rådhusets balkon. Forrest ses bunkerne på Rådhustorvet. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Tyskerne holdt sig i ro

Budskabet om befrielsen betød også, at nogle vejlensere fik travlt. Frihedskæmperne samledes hurtigt for at tage kontrol over situationen. De havde forberedt sig nøje, og aktionen forløb efter planen.
Den tyske besættelsestrop forholdt sig i ro og virkede næsten lige så lettet som danskerne.

“Alle skal se flaget vaje”

Lørdag den 5. maj var besættelsen officielt forbi, og som dagen før stimlede vejlenserne igen sammen foran rådhuset og på byens andre pladser.
I al hast havde en af byens skræddere i løbet af aftenen og natten syet det engelske flag, Union Jack. Han fik et islandsk flag, som han syede om, og jublen var stor, da flaget blev hængt ud over rådhusets balkon.
En mand klatrede op i spiret på Sct. Nicolai Kirke, hvor han fastgjorde Dannebrog.
“Alle skal se flaget vaje,” sagde Frederik Ibsen, der ernærede sig ved at opsætte lynafledere og derfor var en god klatrer.
Klokken 18 klatrede han endnu engang op i spiret og lod flaget glide ned over Kirketorvet. Folk på torvet begyndte at synge sangen 'Fra Himlen er du faldet'.
Vejle kunne atter trække vejret frit.

@Fakta Rubrik Weekend:Sådan gjorde vi
Artiklen er skrevet udfra øjenvidneberetninger i aviser og bøger samt med hjælp fra Vejle Stadsarkiv.