Fortsæt til indhold

Kochs nye boller på suppen

- Fusion er nødvendig, siger Slagteriskolens chef på første arbejdsdag

Arkiv
Arkiv

Ulla Koch, der netop er tiltrådt som ny chef på Slagteriskolen, har straks sat nye boller på suppen, for nu at bruge et godt gammelt dansk udtryk. Skolen ved Maglegårdsvej, der samler en række fødevare-uddannelser, bliver nødt til at finde en fusionspartner, bekendtgjorde hun straks fra sin første arbejdsdag. - Jeg kommer til Slagteriskolen med det klare mål, efter aftale med bestyrelsen, at sikre de unikke uddannelser, at skabe gode rammer om elevernes undervisning og at fastholde en god arbejdsplads. Det mål kan skolen bedst nå via en fusion. - Skolen har i en årrække været tynget af en dårlig økonomi, og der findes ikke nogen hurtig løsning på de problemer, vi står med. Men omvendt har jeg den stærke overbevisning, at vi sammen med den rigtige partner kan fremtidssikre skolen, siger hun. Den nu 68-årige Ulla Koch er netop stoppet som rektor for UCSJ Campus Roskilde i Trekroner og har gennem de sidste år med succes opbygget den store nye uddannelses-institution ved siden af RUC, der samler en lang række mellemlange uddannelser, lige fra lærere og sygeplejersker til pædagoger og terapeuter. Her var det forlængst bestemt, at hun skulle stoppe til maj. Ulla Koch er oprindelig cand. scient. i biologi og startede som seminarielærer. Hun blev souschef i Slagelse og i 1990 rektor for Ankershus Seminarium og Husholdningsskole ved Sorø. Hun spillede en stor rolle, da mange af de mellemlange uddannelser for nogle år siden blev samlet på Campus Roskilde, hvor hun var rektor allerede fra 2007 endnu før bygningerne i Trekroner stod færdige.

Dyrt skoleslagteri

Slagteriskolen har været økonomisk nødlidende gennem en række år. Men helt galt gik det, da skoleslagteriet, - hvor eleverne lærer at slagte og forædle varerne, skulle flyttes fra de gamle lokaler, hvor Køgevej går under banen, til nye bygninger ved siden af skolen på Maglegårdsvej. Projektet blev meget dyrere end forudset, og samtidig skulle salget af den gamle grund ved stationen have betalt en stor del af prisen. Men så kom krisen i 2008, og det gamle skoleslagteri kunne slet ikke sælges til så høj en pris. Udover at være fagskole for slagterifaget tilbyder UCR, Slagteriskolen i Roskilde andre uddannelser bl.a. til ernærings- og serviceassistent samt inden for hotel og restaurantbranchen. Den mest nærliggende fusions-partner i Roskilde vil være Teknisk Skole, men andre muligheder kan også komme ind i billedet. tk