Studerende følger musikalsk op på sirener
Onsdag testes varslingssignalerne af. I Esbjerg følges de op af to studerende fra Musikkonservatoriet
To studerende på Syddansk Musikkonservatoriums linje for elektronisk musik og lydkunst tager afsæt i den årlige sireneafprøvning, når de inviterer til deres udendørs lydoplevelse ”Store Hyledag”, som de fremfører i forlængelse af sirenernes officielle signaler onsdag ved middagstid.
Koncerten starter således klokken 12.00, når sirenerne afprøves med et signal tre gange á 45 sekunder hvert fjerde minut. Denne lyd kan høres i hele byen. Herefter afspiller Morten W. Schmidt og Lasse Thorning Jæger deres fortolkninger seks gange á 45 sekunder hvert fjerde minut.
Den noget usædvanlige lydoplevelse kan man få del i ved at befinde sig på pladsen bag ved konservatoriebygningen. Lydmaterialet til nyfortolkningerne er reallydsoptagelser af virkelige sirener, stemmer fra en 5. klasse på Sankt Nikolaj Skole, akustiske instrumenter, vejrtrækning og lyd genereret på computer og lydmoduler.
Alle er velkomne.