Fortsæt til indhold

Tysk og dansk korsang i kirken

Arkiv
Arkiv

Vor Frelsers Kirke i Esbjerg har hele to spændende, gratis koncerter på tapetet de kommende uger. Søndag den 10. maj kl. 19.30 vil kirkens kor under overskriften ”Rejoice in the Lamb” synge musik fra det 20. årh. af blandt andre Benjamin Britten, Olivier Messiaen og Arvo Pärt.

Koncertens hovedværk er Benjamin Brittens kantate for kor, solister og orgel: Rejoice in the Lamb. Teksten til denne rytmisk intense og funklende kantate, er skrevet af den engelske digter Christopher Smart (1722-1771), hvis dybt originale og overrumplende sprog er en betagende og overrumplende oplevelse. I dette værk indgår en række soli, som synges af medlemmer af Vor Frelsers Kirkes Kor. Koret ledes af Mikkel Andreassen. Hedvig Dobias medvirker som akkompagnatør.

Lørdag den 16. maj kl. 16.00 kan tysk korsang opleves i kirken. Det sker, når Rostocker Motettenchor giver koncert. Koret vil ved denne koncert synge et stort program, med musik af blandt andre Bach, Mendelssohn, Brahms og Reger. Alle komponister inden for den store tyske kortradition. Koret ledes af Professor Markus Johannes Langer.