Ny chef for turisme søges
Samarbejdet Destination Sønderjylland skal have en turistchef
For et par uger siden lykkedes det for de fire sønderjyske kommuner, Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder at nå til enighed om en videreførelse af turismesamarbejdet Destination Sønderjylland. Kommunerne nåede dermed til enighed om et budget for samarbejdet, der passede ind i alle de fire deltagende kommuners budgetter.
Efter aftalen er faldet på plads, og Svend Brodersen fra Gram Slot er udnævnt som formand for samarbejdet, søger Destination Sønderjylland nu en styrmand for det sekretariat, der skal etableres og senere stå for den daglige drift, produktudvikling, planlægning af events samt styre markedsføringen af det sønderjyske samarbejde.
I jobopslaget efterlyses en person, der har faglig indsigt i og ledelsesmæssig erfaring fra turismebranchen. Derudover skal vedkommende også have erfaring med blandt andet fundraising og virksomhedsledelse.
På den personlige front ønskes en chef, der har politisk tæft, er leveringsdygtig og som kan holde hovedet koldt i pressede situationer.