Guldfund skaber røre i grusgraven
“Det er godt nok helt vildt. Faktisk nærmest lidt for meget af det gode”.
Kommentaren kommer fra Bjarne Overgaard, der i sidste uge kunne føje “guldgraver” til sit visitkort. I hvert fald stod det klart, at der var fundet guld i grusgraven i Rødekro, som Bjarne Overgaard ejer sammen med sin familie.
Det er første gang i Danmark, at der er fundet guld, og det skabte som sagt en del opmærksomhed fra medier i hele landet.
“Jeg blev kimet ned af journalister, der var tv-hold og interview til radioen. Så der var gang i den,” lyder det med et smil fra Bjarne Overgaard, der dog ikke har ladet den megen opmærksomhed stige sig til hovedet.
“Jeg tager det helt roligt. Det er jo ikke guld i mængder, man bliver rig af, vi har fundet. Men det er da absolut spændende. Nu er jeg jo selv formand for foreningen Danske Råstoffer, og fundet af guld er selvfølgelig spændende. Det er faktisk som om, det er lidt mytisk. For vi kunne have fundet mange andre mineraler, der er ligeså meget værd som guld, uden at det ville have givet samme opmærksomhed,” fortsætter Bjarne Overgaard.
Har vidst det i 20 år
Bjarne Overgaard er som sådan ikke overrasket over, at der var guld i grusgraven.
“Jeg har faktisk mere eller mindre vidst det i 20 år. Der er grusgrave i Tyskland med de samme geologiske forhold som her hos os, hvor der var fundet guld. Så det var ikke den store overraskelse. Det skulle da også undre mig, hvis der ikke fandtes guld andre steder i Danmark”.
Det er på den såkaldte “is-linje”, hvor der er størst chance for, at der kan findes guld. Is-linjen er der, hvor isen stod for 12.000 år siden, og den linje løber stort set langs motorvejen.
Små mængder
Bjarne Overgaard har fået undersøgt en liter af det tunge slam, der bundfældes i grusgraven, og det var i den liter, at der blev fundet 1000 guldkorn. Men hvor meget det faktisk drejer sig om, og hvor rent guldet er, ved han endnu ikke.
“Christian (Knudsen.,geolog og seniorforsker De Nationale Geologiske Undersøgelser. red.) var så optaget af, at det rent faktisk var guld, at vi slet ikke har fået talt om det. Men det skulle nu undre mig, om det kan betale sig at udvinde. Måske som en lille ekstra attraktion. Så kan vi sælge små poser, som folk så selv kan prøve at vaske ud,” slutter Bjarne Overgaard, der forventer at guldfundet måske kan trække lidt ekstra folk til hans arrangement “åben grusgrav” den 13. juni.