Fortsæt til indhold

Nyt cykelkort over lokale ruter

Arkiv
Arkiv

Cykelferie er populært som aldrig før, og nu udgiver VisitVejle et nyt cykelkort for Vejle og omegn. Tre nationale cykelruter, 11 regionale cykelruter og ni lokale cykelrundture er markeret på det nye cykelkort. I alt 893 km cykelveje venter forude. Cykelkortet for Vejle og omegn kan købes hos VisitVejle.
Som en ekstra service kan de lokale cykelrundture hentes til GPS på VisitVejles hjemmeside, visitvejle.dk.
Det nye vandfaste cykelkort er på dansk og engelsk og i målestok 1:100.000. Kortet dækker hele Vejle Kommune - og så lidt til. Faktisk strækker det sig fra Nørre Snede til Kolding og fra Juelsminde til Billund. Udover de indtegnede ruter og beskrivelser viser kortet også vej til overnatning, seværdigheder, områder med gode vandremuligheder med videre. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har støttet udgivelsen af kortet.
”Selvom cykel GPS'en for længst har gjort sit indtog, er der stadig stor efterspørgsel efter gode traditionelle cykelkort”, udtaler Turismekonsulent ved VisitVejle, Wencke Dupont Hansen og fortsætter:
“Vi oplever hvert år en stigning i henvendelser fra cykelturister og lokale som ønsker at opleve vores fantastiske område fra cykelsadlen, så vi er begejstrede for at kunne udgive det nye cykelkort lige inden højsæsonen. Det er et tilbud vi har manglet til vores cyklende gæster.”