Fortsæt til indhold

Nyt plejecenter ved Hyrdehøj

Venstre vil flytte stort byggeri til Eriksvej

Arkiv
Arkiv

Roskildes nye plejecenter med 100 boliger, hvoraf de 10 skal være til rehabilitering, skal opføres ved Hyrdehøj, besluttede et stort flertal på byrådets seneste møde, hvor Venstre i stedet ønskede, at det Blev flyttet til Eriksvej bag ved rådhuset.
Byggeriet skal gennemføres i årene 2015-18 og er beregnet til at at skulle koste godt 70 millioner kroner.
Formanden for Sundhedsudvalget Morten Gjerskov (S) fremførte en række argumenter for, at det bør ligge mellem centret og skoven i Hyrdehøj:
- Her er plads til at udvide, gode indkøbsmuligheder, let adgang til transport, og det er let at komme til og fra for besøgende, der også kan parkere i nærheden. Beboerne kommer til at bo med udsigt til Hyrdehøj-skoven, som de kan nyde, selv om de måske ikke alle kan selv kan gå dertil.
Morten Gjerskov fremhævde også, at med denne placering ville der samtidig være plads til ved siden af at opføre sundhedshus med plads til både praktiserende læger, terapeuter og andre.
Detaljerne i byggeriet skal først besluttes, efter at et forslag har været i høring, hvor der er mulighed for at komme med andre forslag, bedyrede udvalgsformanden.

Annie på Eriksvej

Venstres ordfører Annie Larsen ønskede, at det nye plejecenter i stedet bliver flyttet til en grund på Eriksvej ved siden af rådhuset og Ringparken.
- Vi skal ikke placere så mange ældre- og plejeboliger i den vestlige del af byen, hvor vi allerede har både Kristiansminde og Sct. Jørgensbjerg. Derimod savner vi pladser i Bymidten efter lukningen i Sankt Pedersstræde og i Domsognets Plejecenter.
- Derfor foreslår Venstre i lighed med Ældrerådet, at det bør placeres på Eriksvej bag rådhuset, sagde Annie Larsen.
- Egentlig ville de helst have haft det på Sortebrødre Plads bag Kvickly, men det tror vi nu ikke er realistisk. Derfor foreslår vi Eriksvej, som er tæt på stationen og indkøbsmuligheder ved Køgevej, hvor der også er busforbindelser.
Socialdemokraternes ordfører Karim Arfaoui argumenterede også for Hyrdehøj og mod Eriksvej:
- Hvis vi vælger sidstnævnte placering, er der slet ikke plads til at udvide, og adgangvejene er også meget dårlige ind gennem dette rolige boligkvarter. Her ville plejecentrets ældre beboere som naboer få musikstede Paramount og ungdomsboligerne ved Ringen, så det er overhovedet ikke optimalt, forklarede han.
Annie Larsen fasthold dog sit forslag og gentog:
- Venstre ønsker som Ældrerådet, at plejepladserne spredes rundt om i kommunen, også i centrum af Roskilde.
tk