I kø til ny Spar-butik
Købmand Thomas Kølster tilfreds med omlægning af forretningen ved Holbækvej
- Da forretningen åbnede, stod folk i kø udenfor, og i de følgende dage har vi også haft et større rykind end sædvanligt. Men det var jo også grundigt annonceret i avisen. Sådan fortæller købmand Thomas Kølster i den nye Spar-butik ved Holbækvej, hvor der tidligere har været Superbest, Strandberg og BS. Her er 2500 kvadratmeter og 25 ansatte. Superbest-kæden, som blev styret af de selvstændige købmænds grossist-organisation Dagrofa, stoppede, fordi forretningerne var for forskellige til at have en tydelig profil. Forretningen ved Holbækvej er nu blevet en del af Spar-kæden, som også hører sammen med Dagrofa og er lokale butikker, som skal dække kundernes behov til daglig. - Men vi er nu en af de større indenfor kæden med specialafdelinger for vin, egen betjent slagterafdeling og brødudsalg kommer snart til, forklarer Thomas Kølster, der ser lyst på fremtiden efter omlægningen med den nye kæde.