Fortsæt til indhold

HB Køge fik revanche mod Horsens

HB Køge gik videre i pokalturneringen efter 2-0 over et ellers godt kørende Horsensmandskab.

Arkiv
Martin Rasmussen

I forrige uge tabte HB Køge i Horsens, så i denne uge var det tid til revanche, da de to 1. divisionshold mødtes i pokalturneringen. Og takket være to sene mål af Alexander Ludwig og Brandao lykkedes det at sende Horsens ud af turneringen, mens HB Køge bookede en plads i fjerde runde - lige som Rishøj også gjorde det tidligere på ugen.
Kampen gav comeback til Alexander Ludwig og Jannik Skov Hansen efter skadespauser, og førstnævnte fik altså en afgørende fod med i spillet, da han scorede til 1-0 et kvarter før tid. Brandao fordoblede føringen på straffespark et par minutter før tid. Godt 500 tilskuere overværede kampen.
AC Horsens har ellers været i blændende form på det seneste med fem turneringssejre i træk og et vandtæt forsvar, mens HB Køge har set anderledes usikre ud. HB Køge fik således spoleret sin fine hjemmebanestatistik, da weekendens opgør mod oprykkerne FC Helsingør resulterede i et 4-0 nederlag efter det, der må karakteriseres som en kollektiv offday.
Inden kampen var HB Køge ubesejrede på hjemmebane i denne sæson, men det blev der altså ændret på med det overraskende nederlag, som betyder, at HB Køge nu er tættere på bunden af 1. division end på topplaceringerne.
1202 tilskuere overværende ydmygelsen, hvor HB Køge aldrig rigtig fik spillet til at fungere - det gjorde til gengæld gæsterne, der i øvrigt havde de to tidligere HB Køge-spillere, Mads Laudrup og Philip Zinckernagel, med på holdet. Sidstnævnte scorede også et af målene i opgøret.
Næste opgave for HB Køge er udebanekampen mod topholdet Fredericia. Kampen bliver spillet søndag den 27. september klokken 15.