Fotoudstilling på Torvet
Gunnar Pedersen, Jægerspris, udstiller billeder fra Tibet samt et udvalg af sine øvrige billeder på Torvet i Skibby.
Gunnar Pedersen besøgte Tibet i 2007 få måneder efter, sidste del af jernbanen ”Himmeltoget” fra Golmud i Kina til Lhasa var etableret. Denne del af banen, der går over ”Verdens Tag”, er en ingeniørmæssig bedrift, over 100.000 mand var beskæftiget med bygning af banen, der bl.a. går over 550 km permanent frossen jord. Nogle steder er nedlagt kølerør omkring brofundamenterne for at stabilisere sporene. Banen går op i 5 kilometers højde, hvorfor der udleveres slanger med ekstra ilttilførsel til passagererne. En del af billederne er taget fra dette tog. Desuden billeder fra Lhasa og fra en tibetansk landsby.
Gunnar Pedersen har deltaget i adskillige danske og internationale fotoudstillinger – såvel censurerede som ucensurerede. ”At fotografere er at arbejde med lys, billedkomposition, kontrast og farver etc.. Den digitale fotograferings mange muligheder giver også større udfordringer til fotografens fantasi og billedmæssige smag og attitude til en kvalitet, der appellerer til betragteren. Det gode billede er det, man kan blive ved med at kigge på og ikke se sig mæt på.
Udstillingen varer fra lørdag d.9. maj til torsdag d.25. Juni.
Der afholdes fernisering fra kl. 12 til 14 om lørdagen.