Sønderjysk Folkekor er klar til jubilæumskoncert
På mandag kan man være med til at fejre Sønderjysk Folkekor
Arkiv
Sønderjysk Folkekor har i år 20-års jubilæum, som fejres med en flot og alsidig forårskoncert, samt en turné til Limfjorden med mange koncerter i området.
En del af det spændende jubilæumsprogram kan opleves ved korets forårskoncert på Folkehjem på mandag kl. 19.30.
Her vil korets godt 50 medlemmer optræde, men publikum får også lejlighed til selv at synge med ved de indlagte fællessange. Koret dirigeres af Christine Ostenfeld og ledsages på klaver af Bente Paarup.
Desuden medvirker Mikkel-Theis Paulsen med flere fra Aabenraa Statsskole.