Masser af fisk på Orø i weekenden
Gennem den seneste tid har Orø for alvor rørt på sig i forbindelse med tiltrækningen af håbefulde lystfiskere til øens kyster. Flere nye initiativer er blevet sat i søen for at gøre Isefjordens Perle til en endnu mere attraktiv destination for de fiskeglade fra hele landet.
Tidligere på året blev der bl.a. udgivet en brochure, som kan ses på www.oroe.dk, med kortlægning af øens mest interessante kyststrækninger for de som håber på at få én af de mange flotte Isefjords-havørreder på krogen. Derudover har kutteren M/S Emma fra Holbæk hen over sommeren taget turister med på fladfisketure med afgang fra Orø Havn på udvalgte dage. For de konkurrencelystne blev der desuden afholdt en stor fiskekonkurrence tilbage i marts og nu er arrangøren bag, Orø Kro, klar til endnu en gang at byde velkommen til Isefjorden Havørred Open.
Og interessen forventes endnu at være stor. Orø ligger nemlig godt placeret i Holbæk Kommune midt i Isefjorden som betragtes for værende et af landets allerbedste fiskevande for den eftertragtede havørred, som konkurrencen drejer sig om. Orø Kro danner fysisk og praktisk omdrejningspunkt for konkurrencen, hvor indvejningen og præmieoverrækkelsen således foregår.
Desuden bliver der kælet ekstra de fiskere som vælger at fiske fra kysterne på Orø da Orø Kro kører rundt med varm suppe, kaffe & Underberg til deltagerne. Men under konkurrencen udgør kysterne langs hele Isefjorden arenaen for kampen om titlen som ”Isefjordens mester” og om de fornemme præmier. For udover de attraktive fysiske omgivelser vil de prominente præmier uden tvivl også vække særdeles stor interesse på nationalt plan i lystfiskermiljøet med hele 10.000 kr. til den som fanger den største fisk.
Og forventningerne er store. For i forbindelse med den første konkurrence af slagsen tilbage i marts viste Isefjorden sig fra sine bedste side med over 100 ørreder på krogen, hvoraf over halvdelen blev fanget på Orø i løbet af de to dage som konkurrencen varede.
Førstepræmien blev indkasseret af Jonas Farnum med en flot fisk på 2,99 kg. hvor anden- og tredjepladsen gik til hhv. Kim Guldborg Jensen (2,67 kg.) og Peter Thomsen (2,47 kg.).
Der er dermed lagt i ovnen til endnu en spændende weekend på Orø med masse af fisk, røverhistorier og store smil når konkurrencens løber af stablen for anden gang lørdag d. 31. oktober og søndag d. 1. november.
Tilmeldingen til konkurrencen samt yderligere information kan findes via Orø Kros hjemmeside
www.oroekro.dk