Køge BK giver bolden op til børnehavebold
I Køge Boldklub med start mandag den 11. maj
BØRNEFODBOLD: På mandag den 11. maj starter et nyt projekt i Køge Boldklub, der handler om at skabe netværk mellem dagsinstitutioner og foreningsliv – det hedder Projekt Børnehavebold, og er et samarbejde mellem seks børnehaver, Castus, HB Køge og Køge Boldklub.
Nordea fonden har desuden ydet økonomisk støtte til projektet.
Idémanden bag projektet er børnechef Frederik Ullerup, Køge Boldklub.
- Det har altid været sjovt for børn at lege med en bold – lige fra de helt små til de helt store! Bolden opfordrer til en masse leg både alene og sammen med andre, og udfordrer barnet motorisk. Det er både kropsligt og socialt udviklende at spille bold! Der er i disse år stort fokus på børns sundhed, og det er vigtigt at børnene fra de er helt små vænnes til sunde vaner og sunde interesser. Det er sjovt at være god til noget, at kunne bruge sin krop, og få fælles oplevelser med andre børn og mor og far, siger Frederik Ullerup.
- Langt de fleste organiserede tilbud om leg og træning med bold i foreningerne starter ved 5-6 års alderen. Tilbud til yngre børn finder man typisk i svømmeklubber og gymnastikforeninger, der alle giver børnene nogle fantastiske udfordringer, men vi synes bolden mangler, siger Ullerup.
Ideen
- Ideen går ud på at give alle børnehaver i Køge Kommune mulighed for at få ideer og inspiration til, hvordan man kan lade boldlege og boldmotorik være en del af dagligdagen i institutionerne.
- I Køge Boldklub har vi de seneste to år tilbudt hold for de 3-4-årige, og det er på baggrund af de erfaringer, at vi nu går sammen med HB Køge og Castus om Projekt Børnehavebold, fortæller Frederik Ullerup.
I HB Køge glæder man sig over at kunne være med til føre projektet ud i verden.
- Det er en stor glæde og meget naturligt for os i HB Køge at blive en del af projektet. Generelt bliver vores samarbejde med vores to moderklubber bare bedre og bedre, så da vi hørte om dette tiltag valgte vi med det samme at bakke omkring projektet, som i den grad skal være med til at sætte fokus på sundhed og sport og denne gang for de allermindste… Vi ønsker at børn skal lege og gerne med en bold. Man har altid sagt at bolden er verdens bedste legetøj, sådan skulle det gerne fortsætte, så næste generation ikke svarer at deres Ipad er det bedste legetøj. Køge Boldklub har i løbet af de seneste år udviklet konceptet "Fra Ælling til Svane", som har været en kæmpe succes, og det er vi overbeviste om at dette nye projekt også bliver, siger HB Køges adm. direktør Peter Frank.
Projektet er kommet i stand gennem et samarbejde mellem HB Køge, Køge Boldklub og Castus, der har udvist flot opbakning til projektet.
- For Castus er det spændende at blive en del af et så interessant og nytænkende projekt, der kommer så mange børn i daginstitutionerne til gode, og vi er stolte over at kunne give daginstitutionerne i Køge Kommune mulighed for at få inspiration til lege, der er med til at styrke børnenes motoriske udvikling, siger Henrik Winther Olsen direktør hos Castus.
Fremgangsmåden
Børnehaver inviteres til at deltage i projektet. De kommer på besøg tre gange over foråret og leger og spiller udendørs ved Køge Boldklubs baner. Her stiller Køge Boldklub træner og materialer til rådighed, og har organiseret træningen ud fra Køge Boldklubs Børneafdelings principper for Børn til Bold træning.
Det foregår i tidsrummet kl. 9-11, så børnene kan være tilbage til frokost i institutionerne. Pædagogerne tilegner sig her ud fra mesterlære princippet indsigt i, hvordan man kan arbejder med børn og bold i den alder.
Det er Køge Boldklubs store ønske, at kommunen også på sigt får lyst til at bakke op om projektet.
- Vi synes at det er både et meget vigtigt og interessant indsatsområde at få skabt samarbejde mellem daginstitutioner og foreningsliv. Det handler både om at give børnene sjove og alsidige oplevelser, men det handler også om at skabe nye typer af netværk – til glæde for både foreningsliv og dagsinstitutioner. Det håber og tror vi på kommunen også vil synes, især med den nye spændende idrætsstrategi. Her vil Køge Boldklub meget gerne være med til at spille en rolle både på børneområdet og på alle andre områder, siger Frederik Ullerup.
Projektet starter mandag den 11.maj kl. 9.30 ved Køge Boldklubs klubhus, hvor de første to institutioner kommer forbi.
pm