Spændende smagsoplevelser hos Vinspecialisten Køge
OPLEVELSER: Vinspecialisten i Køge er klar med flere spændende smagsoplevelser i den kommende tid, hvor der både er vin og søde sager klar til kunderne.
- I uge 20 og 21 er vi udvalgt som en ud af 25 restauranter og butikker i hele Danmark til at deltage i en konkurrence om promovering af californiske vine. Hver dag i de uger bliver der skænket nye californiske vine ud, butikken bliver pyntet, og sidst afslutter vi med en gratis smagning i butikken fredag den 22. maj klokken 14.00-18.00, hvor Sebastian Lunøe guider os igennem forskellige vine, fortæller Vibeke Nørhaven fra Vinspecialisten.
Allerede aftenen før - torsdag den 21. maj klokken 19 - er Vinspecialisten klar med et spændende smagearrangement med chokolade på menuen. Her er der besøg fra chokoladeproducenten Xocolatl, der netop har vundet en række sølv- og guldmedaljer ved en stor skandinavisk chokoladekonkurrence.
Denne aften smages en række forskellige chokolader og selvfølgelig også medaljechokoladerne, der ellers først er i handelen senere på sommeren, men som også kan købes denne aften.
- Den 28. maj får vi besøg af en af vinverdenens farverige ikoner, Hans Vinding-Diers. Han er dansker ud af en spændende vinfamilie og producerer vin i blandt andet Argentina. Hans Vinding-Diers har produceret vine på stort set alle kontinenter, men er opvokset i Bordeaux. Denne aften nyder vi de fremragende vine fra hans hånd og to retter fra Vallø Slotskro, fortæller Vibeke Nørhaven om månedens sidste arrangement hos Vinspecialisten - også dette begynder klokken 19.
mr