Palæblomster til haverne
Køen fra Palæmurens blomsterbed gik ned langs Stændertorvet og forbi Spunken, da Palæmursbedet skulle tømmes for blomster og løg onsdag middag. Årsagen var, at de mere end 40 blomstersorter efterhånden var ved at blive godt skjult bag gravemaskiner og grusbunker, derfor havde man besluttet, at de hellere skulle pynte andre steder, hvor det blomstrende flor kommer til sin ret. Kommunens folk delte buketter og poser ud med bedets 10.000 løg til de mange fremmødte. De fremmødte fik papirposer fyldt med påskeliljer, kejserkrone og hyacinter eller fint bundne blomster med sig hjem. Bagefter kunne man se tilfredse smil og fyldte poser vandre gennem midbyens gader og stræder. Til næste forår kommer kommunens blomster til at pynte smukt i mange af haverne rundt omkring. Når anlægsarbejdet er gjort til ende på Stændertorvet, bliver bedet plantet til igen, derfor kan man igen nyde synet af blomster til næste år. ag