Besteller klæder Danmarks OL-hold på
Tøjkollektionen udvikles i samarbejde med en række danske topatleter
Når de danske atleter næste sommer går ind på Maracana Stadion i Rio de Janeiro til OL-åbningsceremonien bliver det i tøj fra Besteller, som leverer hele den danske OL-kollektion.
Tøjkollektionen, der udvikles i samarbejde med en række topatleter, er netop i skitser fremlagt for Louise Burgaard, håndbold (OL 2012), Rene Holten Poulsen, kajak (OL 2008 og 2012) og Casper U. Mortensen, håndbold. I processen med udvikling af tøjet giver atleterne meget værdifulde input til designerne om hvad funktionen af tøjet skal være, og hvilken stil atleterne ønsker at repræsentere under OL.
Vi er stolte over at levere den officielle olympiske kollektion til de danske atleter. Vi ved at konkurrencen i Rio er benhård, og at hver detalje tæller. Vores fokus er at levere den lækreste og mest ideelle kollektion til atleterne, så de føler sig stolte og godt tilpas og kan fokusere på at præstere optimalt. Vi går til opgaven med samme professionalisme og dedikation, som vi oplever hos atleterne, og vi glæder os til at se kollektion og ikke mindst atleterne i aktion i Rio,” siger Jesper Stubkier, kommunikationsansvarlig i Bestseller, der også var leverandør til de danske atleter til OL i Beijing i 2008 og London 2012.