Fortsæt til indhold

Fin fest i Fårhus i pinsen

Fårhus - den lille by men den store byfest - har igen fået skruet et flot program sammen

Arkiv
Arkiv

Efter sidste års bragende 40 års jubilæumsfest er 'den lille by med den store byfest' igen klar med et stort program, når der i pinsen fra den 20. til 24. maj bydes til fest med temaet 'Highlander Games'.
Denne konkurrence blev introduceret sidste år med det originale sækkepibeorkester Green Forrest Pipeband, stammesavning, koneslæb og alskens andre krævende discipliner, og nu gentages succesen fredag aften, hvor der allerede kl. 18 lægges ud med 'Fyld selv din Highlander Pita' og det til 'skotske priser'. Løjerne foregår i en kulisse af brændende fakler og med de bittert kæmpende par i aktivitet på banen, så alle kan føle sig hensat til det skotske højland.

Tip-top underholdning

Lørdag aften er der sørget for topunderholdning med orkesteret Tip Top Duo, der vil spille til 'Den store Grisefest'. Grisen grilles af Georg Nissen og hans team på pladsen bag forsamlingshuset. Her gentages den gamle tradition med, at man kan aflægge grillmesteren et besøg allerede lørdag formiddag, for at se arbejdet skride frem, der sælges øl og man kan få sig en grillpølse i hyggelige og uformelle omgivelser.
Lørdag er der fart over feltet, når der igen arrangeres DM i Garden Tractor Pulling med de professionelle kørere fra Dansk Garden Tractorpulling og deres toptunede maskiner. Også lokale vil møde op med deres opgejlede og ofte udsmykkede havetraktorer til Havetraktorringridning. Samtidig vil Multibanen igen danne ramme om en turnering i femmandsfodbold.

Garden Tractor Pulling for 10. gang i Fårhus. (Privatfoto)

De unge er ikke glemt

Yderligere nyheder er, at der i forbindelse med byfesten bliver taget en helt ny, udendørs kæmpe trampolin i brug, og den vil være til fri afbenyttelse alle dagene. Den findes opstillet ved Multibanen, og foreningerne håber, at den vil være et kærkommet tilbud især de unge, der er for gamle til hoppeborge og måske for unge til ølteltet.
At der så også er mulighed for fri Wifi ved festpladsen, skulle yderligere kunne trække det unge publikum, som ellers ofte bliver lidt 'glemt', når der arrangeres byfester, lyder det fra arrangørerne fra Fårhus Borger & Ungdomsforening.
De ældre vil kunne glæde sig over, at der netop er indrettet 600 kvadratmeter ny belægning foran Forsamlingshuset, så man nu, helt uden at skulle ud at gå/køre på grus, kan komme helt frem og rundt på festpladsen og i boderne.
Herudover vil der ikke komme til at mangle noget: Der er kortspil, lottospil, skydning, petanque, tombola, zumba opvisning som altid, når der er Byfest i Fårhus.

Unge ryttere er klar til at tage over. (Privatfoto)

Ny ritmester

Søndag byder på den traditionelle ringridning, der i år er lagt i hænderne på helt nye kræfter, idet Gitte Hansen har overtaget posten som Ritmester efter hendes far, Kurt Hansen. Hun vil dog stadig få hjælp af Carl Erik Petz og hendes bedre halvdel Jesper, samt det indgroede team der nu igennem mange år har sørget for at holde gang i ringridningen.
Foreningen håber hermed at have lagt grunden til, at der også vil være ringridning i Fårhus i mange år fremover, så den over 100 årige tradition kan føres videre.