Fortsæt til indhold

Studerende trak torsk i land

En klasse multimediestuderende fra EASV har i foråret arbejdet med at skabe mere synlighed for Outdoor i Centrum

Arkiv
Arkiv

synlighed En klasse multimediestuderende fra Erhvervsakademi SydVest (EASV) har i foråret samarbejdet med den lokale butik Outdoor i Centrum med det formål at skabe mere synlighed for virksomheden i markedet. I forløbet har de studerende også været ude at fiske både fra land og fra båden 'Nana' i Fynshav. Det kom der en god fangst ud af, både for de studerende og virksomheden.
Samarbejdet startede med en henvendelse fra indehaver Peter Uwe Hansen fra Outdoor i Centrum, der handler med fiskegrej og outdoor udstyr. Peter var lige ved at flytte fra Perlegade 69 til Perlegade 44 og ville gerne have ideer til at få mere opmærksomhed blandt mulige kunder.
Multimedieklassen har besøgt både den gamle og den nye butik og er kommet med forslag til indretning af butikken. De studerende har arbejdet med forskellige kundegrupper som for eksempel lystfiskere, kvinder, mænd og familier. De har kontaktet disse målgrupper og fået indsamlet information om deres behov og præferencer, når de køber outdoor udstyr.
Forløbet startede i februar og sluttede i april med en masse ideer fra de studerende til Outdoor i Centrum. Der var både løsninger til en forbedring af web-shoppen, plakater, indretning af en mere oplevelsesorienteret butik og mange forslag til udendørs blikfang.

Et super samarbejde

"Det har været spændende at arbejde sammen med erhvervsakademiet. De er kommet med rigtig mange gode forslag til forbedringer af butikken og mange ideer er på vej i butikken allerede. Det er altid positivt med så mange nye øjne på ens virksomhed. Tak til erhvervsakademiet og hele klassen for et super samarbejde," lyder det fra indehaver Peter Uwe Hansen fra Outdoor i Centrum.
"For os giver det altid stor mening at samarbejde direkte med erhvervslivet, da det er formålet med vores uddannelser. De studerende får muligheder for at afstemme forventninger med en rigtig virksomhed, hvilket gør dem mere arbejdsparate i deres praktikperiode fra januar 2016," siger underviser fra erhvervsakademiet, Peter Schroll.
Nogle af de studerende havde også nogle kommentarer.
"Når man samarbejder med en kunde, lærer jeg at levere det, som kunden har behov for,” siger Jeppe Bundgaard.
"Det har været spændende at samarbejde med Outdoor i Centrum, da Peter Uwe har været åben overfor vores tanker og ideer,” siger Charlotte Rosenborg Eriksen.
Erhvervsakademiet vil gerne høre fra virksomheder, specielt inden for Business-to-Business (B2B), som vil deltage i et eksamensforløb i efteråret for denne multimedieklasse. Interesserede kan kontakte Peter Schroll på tlf. 4177 5794.