Forsøgte at flygte med håndjern på
Politiet blev klokken 02.30 natten til fredag kaldt til Casino Bodega, Købmagergade i Fredericia. Det var bartenderen, der bad om politiets hjælp, da to personer optrådte voldeligt.
"Mens hun er ved at bortvise dem, tildeler de to personer bartenderen et slag i ansigtet," lyder det fra Lokalpolitiet i Fredericia.
Da politiet ankommer til stedet, bliver de to personer anholdt. Det drejer sig om to mænd i fyrrerne.
"Mændene optrådte også voldeligt over for politiet, så vi var nødt til at tilkalde assistance. En af de anholdte forsøgte at flygte med håndjern på, men heldigvis fik det tililende politi fat på ham," oplyser lokalpolitiet.
Begge mænd blev anbragt i detentionen.
"De bliver formentlig løsladt efter afhøring. Der er optaget anmeldelse om vold mod bartenderen og vold mod tjenestemand, da de skubbede til politiet. Så der kommer et retsligt efterspil, det er helt sikkert," fastslår politiet.