Kolding får økologisk fødevarefællesskab
Til efteråret kan koldingenserne få fingrene i økologiske og lokalt dyrkede kartofler, æbler og rosenkål.
Snart kan koldingenserne hente brune genbrugsposter fyldt til bristepunktet af økologiske og lokalt dyrkede grøntsager. Fire lokale iværksættere har nemlig startet Kolding Økologiske Fødevarefællesskab.
“Vi ville gerne skabe et lokalt og hyggeligt fællesskab omkring bæredygtighed og økologi og samtidig give folk en helt lavpraktisk mulighed for at spise friske, lokale grøntsager,” siger 27-årige Nicky Thybo, der er én af idémagerne.
“Mange synes måske, det er dyrt at købe økologi. Vi er en nonprofit-organisation, og meningen er, at vi selv skal hente grøntsagerne hos de lokale landmænd og give dem videre til medlemmerne. Vi skal ikke tjene på det,” lyder det fra Anette Præstholm.
De fire iværksættere forestiller sig, at et medlemskab til fødevarefællesskabet skal koste 100 kroner årligt. En pose med friske, økologiske grøntsager skal koste omkring 60 kroner, og det er frivilligt, om man vil have posen hver uge eller ej.
“Man bestemmer selv, hvor ofte man køber. På den måde undgår vi også madspild. Generelt bliver det sådan, at man kan vælge aktiviteter til og fra, som det passer. Det skal først og fremmest være hyggeligt at være en del af fællesskabet,” siger Mai Væring Jørgensen.
Vedtægterne for foreningen ligger endnu ikke helt fast, for der afholdes først et orienteringsmøde og stiftende generalforsamling den 27. maj, hvor alle er velkomne og fremmødte kan bidrage til at sætte rammerne for fællesskabet. Håbet er at tiltrække en masse mennesker, der alle har det til fælles, at de interesserer sig for bæredygtighed.
“Vi er alle sammen forbrugere. Vi vil gerne skabe et alternativ til supermarkedet, hvor fællesskabet er i højsædet. Alle er velkomne. Både økohippier og de, der er “grønne” inden for området,” siger Anette Præstholm.
Melder man sig ind i Kolding Økologiske Fødevarefællesskab, bliver det formentlig sådan, at man forpligter sig til tre timers frivilligt arbejde. Det kan være med at pakke grøntsagsposerne, opdatere hjemmesiden eller hente grøntsagerne hos landmanden. Men alt er til debat på generalforsamlingen.
Fødevarefællesskabet håber at kunne dele de første grøntsagsposer ud den 1. september.
Man kan læse mere om Kolding Økologiske Fødevarefællesskab på foreningens hjemmeside www.koldingff.dk eller på Facebook.