Dagplejens Dag blev fejret ved Vemmetofte
Alkestrup Natur- og Idrætsdagpleje havde en fornøjelig dag ved vandet
TUREBY: Dagplejens dag er en årlig tradition på landsplan, som er med til at synliggøre dagplejerne og deres arbejde.
Onsdag den 13. maj fejrede Alkestrup Natur- og Idrætsdagpleje fra Tureby ”Dagplejens dag” ved Vemmetofte. Inklusionsmidler gjorde det muligt at leje en bus, så Alkestrups yngste kunne få en hel dag ved stranden. Bussen kom til legestuen hvor alle ventede spændt.
Børnene var meget fascinerede af den store bus, og snakken gik livligt om den. Ved ankomsten til Vemmetofte blev der fundet et godt sted som base mellem træerne, hvor telte blev slået op, mens børnene fik lidt formiddagsmad.
Herefter var det bare ned til stranden med spand og skovl i hånden, og gå på opdagelse i omgivelserne. Der blev gravet i sand, bygget skulpturer i træ og sten, samlet sten og pinde, tegnet på sten, gået på glatte sten, hoppet i vand, besteget skrænter og klatret på træstammer. En hel dag på samme sted betød, at alle kunne deltage i eget tempo og fordybe sig i det omfang hver enkelt havde behov for det.
Målet for dagen var inklusion og motorisk udeliv, som er en del af Alkestrup Natur- og Idrætsdagplejes årsplan. Den megen aktivitet og friske blæst krævede et solidt måltid mad til frokost inden en lur i teltene.
Børnenes forældre var inviteret til at komme om eftermiddagen, så de kunne se hvor deres poder havde haft nogle dejlige timer sammen med deres kammerater og dagplejere, inden der kunne vinkes på gensyn og god Kr. Himmelfartsferie.
pm