Han kom, han så, han skrev

Jeg har altid forbundet Vejle med en fjord, en bro, en sovende kæmpe af en fodboldklub, Simonsen, Sivebæk og Gravesen, en tyggegummifabrik og i de senere år også en meget omtalt bølge. En provinsby, der havde set sin storhedstid, men med en stærk selvbevidsthed.
I dag forbinder jeg også Vejle med marchmusik.
Hr. Flindt har allernådigst tilbudt at låne sin klumme ud for en sjælden gangs skyld. Derfor bliver Flindt Fodspor denne uge skrevet af mig, journalistpraktikant Thomas Bohsen. Vi talte om, at omdøbe klummen midlertidigt til 'Bohsens Bremsespor', men hvorfor ødelægge et godt brand på den måde?
Jeg bor i Aarhus, men i et halvt år har jeg haft min daglige gang i Vejle som praktikant på Lokalavisen Vejle, og nu nærmer min praktiktid sin afslutning. Skolebænken på journalisthøjskolen kalder atter på min dertil indrettede, og det sætter en effektiv stopper for min tid i Vejle. Derfor var 'Bohsens Bremsespor' faktisk en passende titel. For det er tid til at stoppe og se tilbage.
Jeg skal ærligt erkende, at da praktikpladserne skulle fordeles, var Vejle ikke på min radar. Jeg kom fra en praktikstilling i København og var fast besluttet på, at nu skulle jeg have min dagligdag i Aarhus. Sådan gik det ikke, og Vejle var en nødløsning.
Mit kendskab til Vejle var ikke specielt imponerende, da jeg den 1. februar satte mig i toget mod Vejle.
Jeg er blæst forbi på motorvejen (hvis jeg da ikke har holdt i kø), eller siddet i toget til eller fra København og glædet mig til, at togbroen kom. For det ville da være meget lettere for mig, når jeg bare gerne vil hurtigt frem til enten Aarhus eller København.
Nu har jeg så igennem et halvt år haft mulighed for at lære byen nærmere at kende, og hvad er mere oplagt end at sammenligne den med de to byer, hvor jeg ellers har slået mine folder i de sidste par år – Aarhus og København? Det var et retorisk spørgsmål, for jeg gør det under alle omstændigheder.
Hver dag er jeg blevet budt velkommen af et orkester. Det selvsamme orkester har senere på dagen taget pænt afsked med mig.
Jeg ved efterhånden godt, at det ikke er til ære for mig, men for at holde tvivlsomme elementer ude af banegårdens tunnel. Samme koncept har man kunne opleve på Københavns Hovedbanegård, dog var valget faldet på klassisk musik. Musikvalget understreger måske meget godt forskellen på hovedstaden og provinsen. Det finkulturelle kontra det funktionelle, for der er ingen tvivl om, Vejle har fundet den model, som virker bedst.
Det er på mange kendetegnende Vejle, tror jeg. Tingene virker her. Det kan godt være, at man skal plages med marchmusik, men det virker. I Aarhus er man noget så stolte af Arne Jacobsens rådhus. Med god grund. I Vejle er man stolte af en bro (ikke togbroen). Igen, den er funktionel. Den virker.
Vejle har også det tilfælles med Aarhus, at man er plaget af fodboldfortiden. Det virker dog IKKE nogen af stederne.
Min tid i Vejle har efterladt mig med følelsen af, at Vejle har meget at være stolte af.
I gør det altså godt, Vejle!
Vejle er en by, der markerer sig på landsplan og bliver fremhævet som forbillede. For eksempel indsatsen på flygtningeområdet, må man bøje sig i støvet for. Vejle er ikke en smuk by, men en by, der ligger meget smukt. Vejle er en by med en flot historie, og jeg tror, at Vejle også er en by med flot fremtid. Tak for nu.