Foredrag om modstands-gruppens Boruphold
HERFØLGE: 70-året for Danmarks befrielse markerer Herfølge Bibliotek med et lokalhistorisk foredrag om modstandsgruppen Borupholdet onsdag den 13. maj kl. 19.00.
I årene 1943 til 1945 tog Borupholdet imod ca. 125 sendinger med våben fra englænderne, der blev kastet ned over markerne omkring Ringsted, Roskilde, Køge og Borup. Våbnene blev sendt videre til frihedskæmpere rundt omkring i landet.
Lederen af Borupholdet, Helmuth Barner, skrev i 1993 bogen 'Borupholdet 1943-1945' om gruppens oplevelser, og tilbage i 1973 interviewede Jimmy Stahr personerne fra Borupholdet og den markante modstandsmand Stig Jensen, der om sommeren under besættelsen boede på Laurentziuslund, Skjoldenæsholm Gods, hvorfra han ledede aktionerne.
Foredragsholderne John og Jonna Helmersen har researchet og samlet vigtige lydklip, billeder, videoklip, optegnelser, kort og avisartikler om Borupholdet og produceret dvd'en 'Våbenmodtagelser i Skovboområdet 1943–1945' sådan at historien og disse menneskers indsats bliver bevaret og husket.
Tilmelding til foredraget som er gratis, kan ske på www.enkelbillet.dk, via bibliotekets hjemmeside eller hos personalet på Herfølge Bibliotek.
pm