Den bedste modtagelse
Lederen af det nye flygtningecenter på Sct. Hans Helle Jørgensen er positivt overrasket over de gode reaktioner fra mange indbyggere i Roskilde:
- Vi har aldrig før oplevet noget lignende. Det er den bedste modtagelse, vi nogensinde har fået i dansk by, fortæller hun.
En ny lokal forening for flygtningevenner er allerede oppe på 175 medlemmer. Dertil kommer medlemmerne af Røde Kors i Roskilde og hos andre organisationer, der også har meldt sig for at hjælpe.
- Faktisk har vi i Roskilde fået flere frivillige, der vil hjælpe, end flygtninge, forklarer Helle Jørgensen.
Stort lager
Røde Kors har allerede modtaget masser af tøj, legetøj og andre konkrete former for solidaritet fra mange roskildensere, og det fylder et stort lager, som nu er blevet en outlet-butik, hvorfra flygtningene så kan købe varerne for 2 kroner.
- For deres egen stolthed og videre aktivitet i Danmark er det meget vigtigt, at de ikke bare får tingene foræret, fortæller Helle Jørgensen.
Sammen med en af Røde Kors-medarbejderne Katrine Jensen besøgte Roskilde Avis det store lager, der rummer mange gode sager.
På gangen møder vi en ung syrisk kvinde fra Damaskus, der er ved at vaske gulvet og takker os så mange gange, fordi hun måtte komme hertil. Så kan man også kun byde hende velkommen.
Overfor lageret i kælderen er der vaskeri, hvor tre unge gutter fra Eritrea er i gang med at vaske tøj. De er også meget glade for at være her, så de slap væk fra diktaturet i hjemlandet.
tk