Musik fra den store mesters hånd
John Philip Sousa er ikke bare kendt som USA’s marchkonge. Han er også kendt for at give publikum sublime koncertoplevelser. Nu får publikum lejlighed til at opleve en koncert helt i Sousas ånd
John Philip Sousa er berømt for at være manden bag USA's nationalmarch ”Stars and Stripes Forever”. Han er også berømt for at lave nogle stærkt underholdende koncerter fyldt med melodier med humør. Og så er han kendt for sin koncertform, hvor hvert stykke musik blev efterfulgt af lidt kort marchmusik, som publikum kunne klappe med på.
Den helt specielle Sousa-stemnning kan publikum nu opleve i selskab med SMUK og Sousa-eksperten, den amerikanske dirigent David Vroman, ved en koncert fredag den 22. maj klokken 20 på Haderslev Idrætscenter. Billetter kan i øvrigt købes via hjemmesiden smukmusik.dk eller Haderslev Turistbureau. Der er rabat til medlemmer af SMUK Støtteforening.
"David Vroman har gjort sig til specialist i at lave koncerter, som Sousa gjorde. Sousa var kendt som march-konge og meget folkelig," siger Peter Ettrup Larsen, der er tovholder på projektet.
"Alle hans koncerter var opbygget efter en speciel formel, hvor der indgik forskellige ingredienser. Det var ikke bare en marchkoncert, der indgik også andre numre. Blandt andet underholdningsmusik," tilføjer han.
Det er netop den folkelige stemning, som publikum vil kunne opleve ved koncerten, hvor også musikerne i SMUK springer ud som solister og bidrager til den gode stemning.
Og der er al mulig grund til at opleve koncerten, mener Peter Ettrup Larsen.
"Sousa var en rockstjerne i sin tid," siger han og forklarer, at Sousa og hans orkester kom vidt omkring og opnåede kultagtig status.
John Philip Sousa levede fra 1854 til 1932. At der bliver tale om en koncert helt i Sousas ånd, bliver understreget af, at David Vroman klæder sig ud som Sousa, der var kendetegnet ved sin hvide uniform og sit flotte skæg. Samtidig vil publikum også opleve en anden karakteristisk karakter fra Sousas koncerter, nemlig ”Den hvide dame”, der med sin smukke stemme bidrog til, at koncerterne blev noget af en oplevelse. Og mon ikke, at den hvide dame også vil dukke op til koncerten på fredag – sikkert er det i hvert fald, at der i den grad er lagt op til en koncert, som publikum sent vil glemme.