Fortsæt til indhold

1,7 puljemillioner sætter gang i projekterne

Udvalget for Kultur og Fritid har fordelt sine renoverings- og facilitetspenge. De 1,7 millioner styrker foreningslivet

Arkiv
Peter Rasmussen

”Det er en fornøjelse at se foretagsomheden og lysten til at etablere, renovere, og opdatere de forskellige faciliteter for foreningernes arbejde over hele kommunen. Det vidner om fortsat godt medborgerskab, hvor frivillige tager et stort ansvar i bestræbelserne for at skabe gode rammer for borgerne. Stor cadeau for dette," siger formanden for Udvalget for Kultur og Fritid, Allan Emiliussen.
Han - Og resten af udvalget - Har netop fordelt de ialt 1,7 millioner kroner fra Renoverings- og Facilitetspuljen. De kommer til at gøre godt mange steder i kommunens foreninger.
Et nyt dommertårn til speedwaykørerne, udbygning af den tyske roklubs lokaler og nyt halgulv i Næsset Sport og Natur. Det er blot nogle af de ansøgninger, der er blevet givet penge til fra Renoverings- og Facilitetspuljen.

Mest til speedway

Den største bevilling er på 300.000 kr. og er givet til Vojens Speedwaycenter/ Vojens Speedwayklub. Klubben vil bruge pengene på at opføre nyt dommertårn, renovere ryttergården og klubhuset. Dernæst er der store bevillinger til den tyske roklubs udbygning af klubbens lokaler ved Haderslev Dam, Haderslev Søsportscentret har fået til energioptimeringer, Næsset Sport og Natur til nyt halgulv og Landsbyforeningen i Vedsted og Fole IF har fået støtte til aktivitetspladser.
Der var indsendt 31 ansøgninger pr. 1. april, hvor der sammenlagt var søgt om 4,4 mio. kr. til projekter til sammenlagt 7,4 mio. kr.
"De fleste ansøgninger er tilgodeset med støtte. Mange projekter har fået bevilget halvdelen af det ansøgte, men andre projekter har fået bevilget hele ansøgningsbeløbet. Denne forskelsbehandling har baggrund i ansøgernes forskelligartede muligheder for at søge ekstern støtte fra fonde, sponsorer m.m," forklarer formanden.

Yderligere 250.000

Fornylig uddelte Folkeoplysningsudvalget 250.000 kr. til samme målgruppe – dog til mindre projekter af prioteringsmidlerne. Også her var der mange ansøgninger om mange projekter. Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Kurt Koch siger:
"Folkeoplysningsudvalget er utrolig glade for at kunne uddele prioriteringsmidler til gavn og glæde for det lokale foreningsliv. Det er hjælp til selvhjælp – og vores lille bidrag er med til at motivere flere midler fra private fonde og sponsorer.”