45 år i tændernes tjeneste
Fredag er det efter 45 år sidste arbejdsdag for Birthe Holst Larsen
I en tid hvor folk skifter arbejde ligesom andre skifter underbukser, er der alligevel en person som nu kan fejre 45 års jubilæum.
62-årige Birthe Holst Larsen startede som 17-årig elev hos tandlægerne i Kræmmergade.
På fredag kan hun så gå efterløn efter 45 år på samme arbejdsplads.
”Jeg startede som elev og blev siden klinikassistent og har haft en dejlig arbejdsplads med mange forskellige mennesker i tandlægestolen,” fortæller Birthe Holst Larsen, som har haft såvel børn som deres forældre i stolen gennem årene.
Flere chefer
Gennem årene i klinikken har hun også haft flere chefer.
”Det startede jo med Astrup og så kom Sven Tang Kristensen til og ham havde jeg et rigtigt godt samarbejde med og er virkelig ked af, at han ikke er her mere. Vi havde aftalt at skulle gå af på samme tid,” fortæller Birthe Holst Larsen.
”Vi spillede også golf sammen,” tilføjer hun.
Nu er det så Berthelsen og Valdimarsson der ejer klinikken.
”De har sagt at vi på fredag skal ud at spise på Torvecaféen efter arbejde og det bliver en hyggelig men også vemodig stund,” siger Birthe Holst Larsen.
Det bliver familien der kommer til at nyde godt af hendes frihed.
”Jeg skal passe hus, mand og hund på Mølledammen, men vi skal også rejse lidt rundt i Danmark. Men jeg vil helt sikkert kigge forbi klinikken en gang imellem,” slutter hun.