Karateklub stiller med stort hold til stafetten

STAFET: Et hold fra karateklubben Nuetsu-do Karate i Holbæk går med i Stafet for Livet i Køge, og med foreløbig 51 tilmeldte deltagere bliver det et af de store hold ved begivenheden.
Baggrunden for deltagelsen er, at et af karateklubbens medlemmer, Rasmus Brænder, mistede sin kone, Louise, til kræften for lidt over et år siden og siden fortalte sin historie i TV2-programmet Knæk Cancer.
- Langt de fleste af os har haft berøring med cancer, så derfor er det nærliggende at gøre, hvad vi kan for at samle penge ind til bekæmpelse, forklarer holdkaptajn Jeanette Hellebek Olsen, som sammen med sin familie flere gange har deltaget i Stafet for Livet i Næstved.
- Da TV2 viste programmet "Knæk Cancer", hvor Rasmus Brænder fra min karateklub deltog, fordi han for godt et år siden mistede sin elskede kone Louise og pludselig blev alene med deres fire små børn, blev jeg så berørt, at jeg derefter ikke var i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle tage initiativ til at stille op med et hold. Rasmus var heldigvis helt med på at deltage til stafetten, da jeg spurgte ham, da det betyder utrolig meget for ham at kunne fortælle andre, at det er muligt at leve videre og få et godt liv, selvom død, sorg og savn bliver en stor del af hverdagen, når man mister så pludseligt, som de i hans familie gjorde. Derfor stillede han op til Knæk Cancer-programmet, og senere på året vil han også være at finde i et dokumentarprogram om kræftramte og deres familier, siger Jeanette Hellebek Olsen.
Rasmus og Louise
Rasmus Brænder mødte Louise i 2004, og de flyttede sammen samme år.
- To år senere blev Tristan født og startede vores liv, som blev en jagt på lykke; en søgen efter det gode liv. Vi havde ikke snakket om, hvor mange børn vi ville have, men vi vidste, da vi havde fået Tristan, at vi skulle have en til, fortæller han om de første år.
Siden kom Nanna og Amalie til og senere også Cornelius, der skulle fødes ved planlagt kejsersnit på Roskilde Sygehus.
- Et par uger inden Louise skulle føde, mærkede hun første gang, at hendes bryst var lidt hårdt, men vi var jo rutinerede forældre, så vi vidste godt, at mælkekirtlerne kan hæve lidt op, når man skal til at føde. Så vi slog det hen, fortæller han.
Louise kunne dog ikke få amningen til at fungere ved det ene bryst, og det blev ved med at være hårdt og ømt, og efter en penicillinkur, der ikke hjalp, sendte hendes læge hende til undersøgelse på sygehuset i Holbæk. Herfra blev hun hastehenvist til Ringsted Sygehus.
- Vi havde stadig ikke tænkt, at det kunne være kræft - vi frygtede, at der skulle operation til, fordi brystbetændelsen var blevet så voldsom. Aftenen inden, vi skulle til Ringsted, spurgte jeg Louise: "Du tror ikke, der er kræft, vel?", hvilket hun afviste med det samme, fortæller Rasmus Brænder.
Men lægerne vurderede efter de første undersøgelser, at Louise havde inflammatorisk brystkræft, og scanninger viste også mulig kræft i leveren, og siden fulgte et forløb med kemobehandlinger.
- Vi begyndte at leve i intervaller, Louise skulle have kemo på dag 1 og dag 8 i en tre ugers periode. Så vi havde en uge ”fri” hvor hun ikke fik kemo og var helt frisk. Hver tredje uge levede vi, gik ture, besøgte slotte, skove og parker og tog på miniferier. Det, sammen med besøg hos psykolog, gjorde, at vi havde den bedste sommer, vi nogensinde har haft sammen, fortæller Rasmus Brænder, som tilføjer, at parret også fik hjælp til at snakke med børnene om tingene.

Snak med børnene

- Det var ret enkelt: Snak med børnene, lad være med at lyve, og lad være med at love noget, man ikke kan holde. Da vi gjorde det, var det til at holde ud. Vi knækkede sammen flere gange, men vi holdt også sammen, og det hjalp os, siger han.
Første scanning efter behandlingerne viste en stor reduktion i kræften i brystet og leveren, men siden gik det den anden vej, og Louise blev sat i gang med en ny kemobehandling, som faldt sammen med, at hun begyndte at få voldsom hovedpine og synsforstyrrelser. En ny scanning viste, at hun også havde metastaser i hovedet og formentlig havde haft det fra begyndelsen.
- Det betød, at der igen skulle ske noget nyt. Louise skulle have stråler i hovedet, hvilket hun startede på en mandag, og hun døde så torsdag den 27. februar 2014, fortæller Rasmus Brænder.
- Tiden lige efter Louises død gik egenlig godt. Jeg havde en masse at tage mig af. Børn at trøste, begravelse at planlægge, forsikringer jeg skulle skifte. Men hver aften når ungerne sov, så var jeg jo alene. Det var så svært. At skulle kunne overleve alene, den tanke kunne jeg ikke holde ud, og efterhånden som dagene ugerne gik, blev ensomheden voldsommere. Jeg tog væk hjemmefra så tit jeg kunne, siger han.
Det blev indledningen til en lang og svær periode med vrede, gråd og frustration, men gradvist fik han hverdagen til at fungere for ham selv og hans fire børn, og nu er overskuddet der altså blandt andet til at deltage i Stafet for Livet i Køge som en del af karateklubbens hold.