Ny udstilling i Borup
Skovbo Kunstforenings næste udstilling i Borup Kulturhus er med Pernille Kløvedal Helweg, Melou Vanggaard og Anne Marie Ploug.
UDSTILLING: I oktober sidste år havde Skovbo Kunstforening en medlemstur til Kunstnerhuset i Classensgade på Østerbro.
Den affødte den kommende udstilling i Borup Kulturhus med de tre kunstnere Pernille Kløvedal Helweg, Melou Vanggaard og Anne Marie Ploug.
De tre udstillede første gang sammen i foråret 2012 i Valby. Gruppen udgik fra Trekroner, men fjernede r'et og tilføjede lidt humor og blev til "Trekoner". De er bragt sammen af en fælles forkærlighed for den grafiske udtryksform, interesse for hinandens værker og humoristisk sans.
Melou Vanggaard er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003 og bachelor i kunsthistorie i 1997. Hun siger:
- Vi så med det samme, at vi havde tænkt rigtigt. Vores udtryk kan for det meste ligestilles i æstetik og indhold. Tilsammen kan vores værker skabe et nyt billede, fordi de er ligevægtige i power og rum. De støder sammen og fra hinanden.
Der er fernisering i Borup søndag den 17. maj kl. 14-16, hvor alle kunstnerne er til stede, og udstillingen kan ses på lørdage og søndage kl. 14-16 frem til 28. juni.