P-tællere viser forkert
Maskinerne på Sortebrødre Plads forbedres først
Parkeringstællerne, der skal vise bilisterne vej til ledige p-pladser, tæller forkert. Det betyder, at bilister risikerer at køre forgæves ind på en p-plads, fordi skiltet viser, at der er frie båse. I virkeligheden er alt dog optaget. Dermed opnår man netop det, man ville undgå med skiltene. Nemlig at bilerne cirkler rundt i byen for at lede efter p-pladser, der ikke er der. Problemet er, at hvis skiltene ikke viser det rigtige tal, vil bilisterne efter et stykke tid ikke længere bruge dem til noget, forklarer formand for Plan- og Teknik-udvalget Torben Jørgensen.
Drilsk Sortebrødre Plads
P-pladsen på Sortebrødre Plads er et af de steder, hvor teknikken har drillet mest. Her bliver tællingen efter planerne forbedret i denne uge ved, at der bliver sat midterheller ved ind- og udkørslerne til p-pladsen og lavet bedre markeringer. Problemet er nemlig, at der sidder følere i højre og venstre side af p-pladsen, der tæller biler, der henholdsvis kører ind og ud. Men hvis bilerne kører skævt, rammer de begge følere, og så går der kludder i mandtallet.
Tallene skal stemme
Selvom fejlene i systemet kan måles i promiller, og selvom systemet bliver nulstillet hver fredag, bliver det alligevel til noget, når der hver uge er 20 til 40.000 ind- og udkørsler på de største parkeringspladser. - Vi skal have fuld troværdighed om vores p-henvisningssystem, og derfor skal nøjagtigheden forbedres, siger Torben Jørgensen. Hvis løsningen giver en mere nøjagtig tælling, fortsætter kommunen med at forbedre tællingen på flere af de andre p-pladser. ag@roskildeavis.dk