Fortsæt til indhold

Sway imponerer musikbranchen

Nick Sway imponerede på SPOT Festival. Næste stop: Smukfest

Arkiv
Af Thomas Bohsen

Konferencier og vært på P3 Nicholas Kawamura var fuld af beundring, da han introducerede 18-årige Nick Sway fra Vejle på SPOT Festivalen i Aarhus for nyligt.
“Da jeg var 18 år, lavede jeg ikke andet end at ryge lidt pot og sove længe. Men den gut her, han står helt alene på scenen med sin guitar og spiller sine egne sange. Respekt!”
Med de ord indtog Nick Sway scenen som et led i musikkonkurrencen KarriereKanonen, hvor talentfulde kunstnere dyster mod hinanden. 12 af dem var udvalgt til at spille på SPOT, der betegnes som en branchefestival, hvor musikfolk kommer fra ind- og udland for at finde det næste store navn.
Som en del af festivalen får de unge artister fra KarriereKanonen mulighed for at spille på en stor scene foran mange mennesker. Feltet skulle barberes ind til otte, der så skal spille til konkurrencens finale på årets Smukfest i Skanderborg.
“Der er sindssyg hård konkurrence, og de andre er rigtigt gode,” sagde Nick Sway efter sin optræden, som han synes gik rigtigt godt.
“Det var stort. Det største jeg har prøvet endnu.”
Publikum tog også godt imod den unge vejlenser. Flere og flere kom til under koncerten, der kulminerede, da Nick Sway spillede sin single 'Out of Sight', der har været Ugens Kanon på P3.
“Det var helt vildt fedt. Folk stod og sang med,” sagde Sway efterfølgende.

Positive tilkendegivelser

Nick Sway arbejder sammen med producer Claus Haargaard på indspille nogle flere sange. Ved siden af det arbejde har de kontakt til pladeselskaber, agenter og bookere, og der er stor interesse for Nick Sway, fortæller Claus Haargaard. Efter koncerten på SPOT blev den større.
“SPOT var en god mulighed for at få fulgt op på dem, der allerede havde rettet henvendelser. Og så kom nogle ekstra gode tilkendegivelser efterfølgende,” fortæller Claus Haargaard efter festivalen.
“Vi er i gang med at sætte et hold, der så skal beslutte, hvad det næste for Nick skal være,” fortsætter Haargaard.
Nick Sway blev udvalgt af juryen til KarriereKanonens finale på Smukfest.
“Ord og musik svinger fuldkomment frit gennem unge mister Sway. Han løfter den klassiske sangskrivertradition med overbevisende takter fra start til slut,” lød dens dom.
I april vandt Nick Sway Lokalavisens Kulturpris. Om han også vinder KarriereKanonen vil tiden vise.
Tidligere vindere inkluderer blandt andre Magtens Korridorer, Vild $mith og The Minds of 99.