Gang i gadeaktiviteter
AKTIVITETSDAG: Lørdag den 30. maj afholdes arrangementet Gadebrag ved Herfølge Stadion. Gadebrag er en omfattende aktivitetsdag for gadeidræt og street-kultur, der med et tætpakket program henvender sig til unge og ungdommelige sjæle i hele Køge Kommune.
Programmet byder på en bred vifte af aktiviteter inden for Streetkultur og gadeidræt og er tilrettelagt således, at der både vil være opvisninger inden for de forskellige discipliner, turneringer og inddragende undervisningsforløb.
Der kan prøves kræfter med akrobatiske bevægelser, svedige dansemoves og tekniske tricks i parkour, street dance og skateboard workshops. Helhedsplanen Køge afholder street soccer turnering på street-bane, hvor der deltager hold i forskellige aldersgrupper fra hele Køge Kommune.
Man får også besøg af spillere fra street soccer-landsholdet, der viser deres talenter som afslutning på turneringen.
På musikfronten vil det være muligt at opleve lokale, unge rappere optræde med egne numre ligesom lokale DJs vil sørge for sprøde toner under hele arrangementet.
Gratis arrangement
Gadebrag starter lørdag den 30. maj kl. 12.30 Alle med interesse for ægte, urban street-kultur er velkommen til at deltage og hele arrangementet er ganske gratis.
Der er mulighed for at købe grillmad og kølige drikke til arrangementet. Gadebrag afholdes på pladsen foran Herfølge Stadion.
Kl. 15.15 afsluttes aktiviteterne her og deltagerne inviteres til fodboldkampen mellem HB Køge–FC Roskilde inde på stadion. I halvlegen overrækkes medaljer i street soccer turneringen. Læs mere om Gadebrag-arrangementet på: www.helhedsplanen.dk.
pm