Planer om huse i seks etager
Det er udemokratisk at hive forkastet lokalplan frem fra skuffen, mener naboer i Himmelev
Foto: Erling J. Petersen I løbet af et par år bliver der muligvis bygget syv huse i seks etager på den gamle højskolegrund på toppen af den store grønne bakke ved Frederiksborgvej. Udspillet om højhusplanerne skal forelægges Økonomiudvalget før sommerferien, så processen for en ny lokalplan kan gå i gang så hurtigt som muligt. For en årrække siden luftede Pensam og kommunen lignende ideer, men efter lang tids heftig debat med naboerne, blev planerne lavet om. Pensam fik i stedet lov til at bygge huse i tre etagers højde. Siden har Pensam ikke vist interesse for at bygge på stedet.
Udemokratisk at gå i gang
Med de nye byggeplaner håber kommunen at få byggeriet i gang, så det snarest bliver muligt at bo på den attraktive grund med udsigten ud over fjord og grønne bakker. Flere beboere i området undrer sig over, at planerne om at gå i højden, igen er trukket frem fra gemmerne. Oldermand for Fjordparkens Vejlaug, Michael Tranekjær Jensen mener, at det er et udemokratisk træk. Den nuværende lokalplan med det lavere byggere blev nemlig vedtaget efter en årelang sej demokratisk proces. Den indeholdt flere lokalplanforslag, høringer, talrige partsindlæg, indsigelser og justeringer. Michael Tranekjær Jensen forklarer, at resultatet blev acceptabelt for de fleste beboere. Han mener, at det er mangel på respekt for nærdemokratiet, at tage planerne frem igen så få år efter.
Nedrivning
For at få plads til de nye boliger ønsker Pensam at rive byggeriet på højskolen ned og at fælde alleen op til bygningen. Forvaltningen ønsker derimod, at den gamle hovedbygning bliver stående og at alleen består. ag@roskildeavis.dk