Fortsæt til indhold

Merci Madame

Birthe Holgersen takker af efter at have handlet med sko i Roskilde gennem 47 år

Arkiv
Arkiv

Tak frue, eller måske endda 'Merci Madame', har tusinder af kunder tænkt, når de gennem 28 år har købt sko hos Birthe Holgersen i hendes skoforretning af samme navn i Peberrenden ud mod Schmeltz Plads. Men nu er det snart slut. Den 20. december blev hun nemlig ramt af en blodprop, og selv om det nu går fremad med genoptræningen, har hun sammen med sin mand Axel besluttet at stoppe i forretningen. - Jeg stod i undertøj med armene oppe, fordi jeg skulle tage en juledug ned og stryge den. Pludselig fik jeg det dårligt, og var faldet om, hvis Axel ikke havde grebet mig, fortæller hun. Birthe Holgersen har arbejdet med sko gennem 47 år i det meste af sit liv. Som helt ung kom hun i lære hos Børge Tarp, der havde sin forretning ved Passagen. Uddannelsen dengang tog fire år, når hun skulle på handelsskolen samtidig med arbejdet i butikken. Et ophold på skoskolen i Skåde ved Århus hørte også med for at blive rigtig faglært i at sælge sko.

Lady var optaget

Efter en række år i forretningen hos Tarp-familien fik hun lyst til at få sin egen butik og fandt lokalerne ved Peberrenden. - Egentlig skulle forretningen havde heddet 'Lady', og så havde jeg planer om senere at få herresko og tilføje ' og Vagabonden'. - Men navnet var allerede optaget, så det kunne vi ikke bruge. I stedet foreslog en mig at skifte fra engelsk til fransk. For navnet 'Madame' var ikke optaget, så det fik jeg registreret. - Jeg har været glad for alle de år og kunder, som jeg nu har haft her i forretningen. Ofte kunne jeg ikke huske, hvad kunderne hed, men jeg kendte deres skonummer, når de kom. Det var jo det vigtigste, fortæller Birthe Holgersen.

Samme behandling

Alle kunder skulle have samme behandling, uanset hvor de kom fra. En fra Sankt Hans skulle altid prøve nummer 42, selv om hun brugte størrelse 38. Efter at have 'tøffet' lidt rundt i dem, bad hun så om at få sat skoene til side, og derefter satte Birthe eller Axel dem bare tilbage på hylden. - Roskilde er en dejlig handelsby, og vi har så mange kunder, der også efterspurgte sko lidt ud over det sædvanlige. Hvis ikke jeg var blevet syg, var vi nok blevet ved i butikken, men nu har vi bestemt os til at opleve andre ting i tilværelsen, forklarer Birthe. Tidligere har hun været aktiv i en loge, og nu vil hun sammen med sin mand gerne gøre en frivillig indsats som besøgsven, der kommer rundt til nogle af de mange ensomme i det moderne samfund. - Min egen far sad og kiggede ud i luften på Sankt Maria Plejehjem og kom så hjem til søndagsmiddag hos os hver søndag. Men resten af tiden skete der for lidt, og det vil vi gerne gøre noget ved. Sammen med Axel skal hun nu ud at rejse mere, selv om de allerede har nået at besøge bl.a. Kina, Dubai og Latinamerika. - Så har vi jo vore to børnebørn lige ved siden af i Vindinge, hvor vi bor. Ind til nu har vi passet den store hver mandag, når vi havde fri fra forretningen. Det får vi tid til at nyde endnu mere nu, siger Birthe Holgersen. tk Reception onsdag den 20. maj, klokken 13-16 i forretningen,