Dobbelt fernisering på Grundlovsdag
Nogen holder fri - andre holder fernisering, ja faktisk flere. Hele to udstillinger holder Esbjerg kunstmuseum fernisering på Grundlovsdag fredag den 5. juni.
De hylder på hver deres måde kvindelige kunstnere og markerer 100 året for danske kvinders stemme- og valgret.
"Foruden det kønspolitiske statement er der også en intern, tematisk sammenhæng mellem de to udstillinger, som begge får os til at opleve det, vi troede, vi kendte, på nye måder, gennem forskydninger af den umiddelbart genkendelige virkelighed," skriver kunstmuseet i en pressemeddelelse.
'Kvartet' bringer de fire markante og internationalt anerkendte kunstnere Ruth Campau, Anita Jørgensen, Ann Lislegaard og Nina Saunders sammen for første gang. De er alle repræsenteret i Esbjerg Kunstmuseums samling med vægtige værker i stort format, der i udstillingen suppleres af andre værker, som de fire kunstnere selv har valgt specielt til lejligheden.
Mens de fire veletablerede kvinders værker mødes og præsenteres i den ene udstillingssal, indtager den yngre fotograf Astrid Kruse Jensen det rå, dagslysfrie rum for eksperimenterende kunst i underetagen. Erindringer og forestillinger, omgivelsernes poesi og virkelighedens uvirkelighed er blandt de temaer, som hun udforsker i sine værker, og som foldes ud i udstillingen 'Out of focus'.
Begge udstillinger ferniseres fredag den 5. juni kl. 17.30. Alle er velkomne