Fortsæt til indhold

Fiasko for ung knivrøver

Arkiv
Arkiv

Hundegodter og høm-høm-poser står ikke i høj kurs som udbytte hos røvere, og det var det eneste en 54-årig kvinde havde i lommerne, da en røver forsøgte sig over for hende torsdag aften.
Kvinden luftede to hunde i skoven, der ligger mellem haveforeningen Granly og Holbækmotorvejen, ved 21-tiden. Her blev hun kontaktet af en ung mand, som truede hende med en urtekniv og forlangte at få udleveret kvindens penge. Hun havde ikke penge med til lufteturen, og det fik røveren til at forlange hendes mobiltelefon udleveret. Sådan en havde hun heller ikke med.
Kvinden vendte vrangen ud af sine lomme, så røveren kunne se, at det eneste hun havde med var hundekiks og høm-høm-poser.
Så opgav den unge røver sit forehavende og stak af fra stedet, han løb i første omgang hen til en anden ung mand, der havde opholdt sig på afstand, mens røveriforsøget fandt sted. De to forsvandt sammen fra stedet.
Kvinden har til politiet beskrevet røveren som dansk af udseende, mellem 16 og 18 år, 180 centimeter høj, spinkel. Han bar en sort hættetrøje eller jakke af mærket North Face og sorte bukser. Urtekniven havde et sort håndtag. Den anden mand beskrives også som 16 til 18-årig, højden var mellem 170 og 175 centimeter. Kraftig af bygning. Han bar en spraglet jakke eller hættetrøje i farvene blå, orange og hvid. Han havde trukket hætten op.
Politiet satte hunde ind i forsøget på at spore røveren og makkeren, mendet lykkedes ikke at finde dem.
Har man set de to unge mænd i området, vil politiet gerne have besked på telefon 114.
ja-