Økolariet runder 500.000 gæster
Fredag den 15. maj klokken 14.00 trådte familien Forman fra Hedensted ind gennem dørene til Økolariet, videns- og oplevelsescentret i Vejle.
Familien bestående af Thomas og Vinni og deres to børn Malthe og Emma havde været i biografen. Efter filmen valgte de at besøge Økolariet istedet for en cafe. Og det valg fortryder de nok ikke.
For indenfor ventede Økolariets leder Niels Nørgaard med kaffe, juice og kage samt en kurv med 'upcyclede' gaver fra Økolariets butik.
Familien var nemlig Økolariets gæster nummer 500.000. Dermed runder Økolariet en flot milepæl, da det på 11,5 år har haft en halv million besøgende. Det oplyser Økolariet i en pressemeddelelse.
Familien Forman besøgte sidst Økolariet for tre år siden, og har gennem et stykke tid snakket om, at det snart var tid igen.
Nu er det spændende at se, hvor længe Økolariet skal vente på, at gæst nummer en million trasker gennem dørene.