Rigtige veninder står op for hinanden
Fem veninder fra Haderslev samler ind til kampen imod sclerose. Anledningen er barsk, men også smuk
Almindeligvis er det ikke forbundet med en kold dukkert, at nå sine mål.
Det var det imidlertid for fem barndomsveninder fra Haderslev. De havde nemlig lovet, at når de nåede deres mål på 10.000 indsamlede kroner, så ville de hoppe i det kolde hav.
Målet blev nået og kvinderne indfriede løftet. Hvorefter de satte sig nye mål - dog uden andre løfter end at de sammen vil gennemføre Feminaløbet i Haderslev på næste onsdag - den 27. maj.
Baggrunden for venindernes indsamling er barsk nok. Tilbage i 2011 fik én af de fem kvinder nemlig konstateret sclerose, og ligesom sygdommen naturligvis har præget hendes liv, så har de fire veninder i den grad også fået sygdommen ind under huden.
“Femkløveret” kalder veninderne sig i forbindelse med indsamlingen, og det er vigtigt for kvinderne at stå sammen som gruppe:
“Jeg vil helst kunne leve så normalt et liv som muligt, og og ønsker ikke, folk skal have medlidenhed med mig. Folk skal behandle mig, som de plejer og derfor ser jeg ingen grund til at stå frem,” forklarer den af de fem, som har diagnosen. Det bakker veninderne naturligvis op - og det gør Lokalavisen også.
Og det, at der kan være usikkerhed omkring hvem af de fem, som er ramt - passer meget godt i tråd med sclerosens måde at ramme på. Alle kan ganske enkelt blive syg. Sygdommen rammer flest kvinder - og ofte i alderen 20-40 år, men ingen kan vide sig sikker.
Hvorfor lige mig?
Først i tyverne, aktiv med job, smuk og sporty. Ikke lige en person, man forbinder med en kronisk alvorlig sygdom.
Det var da heller ikke let at forstå for kvinden fra Haderslev, da diagnosen kom i 2011:
“Jeg havde en bedstefar med samme diagnose, der endte i kørestol. Og straks så jeg mig selv i samme sitution. Hele mit liv blev vendt på hovedet den dag.”
I dag er hun kommet på en ny medicin, der fungerer uden bivirkninger, og det betyder at hverdagen er nogenlunde normal:
“Jeg har været plaget af min sygdom, men jeg føler mig nu alligevel utrolig heldig. Jeg prøver at være positiv og glad - og jeg er måske endda blevet lidt bedre til at nyde mit liv, min familie og mine venner,” fortæller hun.
“Fremtiden er uden tvivl svær at tænke på - men den prøver jeg at lade være med at tænke på og lever i nuet.” Forskningen gør store fremskridt i disse år. Nye mediciner er meget bedre end de gamle, så tiden arbejder for én: “Jeg håber på forskningen,” siger hun.
“Du er så sej!”
Indtil veninden blev syg, var der ikke den store fokus på sclerose hos kvinderne:
“Jeg har da helt sikkert smidt nogle småmønter i en indsamlingsbøsse en gang imellem, men har aldrig tænkt så meget over hvilken betydning sclerose har for dem, der er ramt af den. Og da jeg hørte at min veninde havde fået diagnosen, måtte jeg ind og undersøge sygdommen nærmere, for jeg vidste simpelthen ikke noget om det” fortæller én af de andre veninder. Hun er fuld af beundring for venindens måde at tackle sygdommen på:
“Du er bare så sej! Jeg tror aldrig, jeg ville have haft din styrke til at finde min indre livsnyder frem, som du har gjort, hvis jeg stod i samme situation,” siger hun.
Ifølge veninderne er den bedste måde for dem, at støtte på, bare at være der:
“Vi er der, når der er brug for det, og ellers gælder det bare om at være og gøre, som vi plejer,” lyder opskriften.
Kæmpe opbakning
Lige meget hvor de fem veninder er kommet frem, har lysten til at støtte det gode formål været kolossal:
“Det er helt vildt. Mange detailbutikker i byen har helt selv henvendt sig, og det er helt utroligt så gavmilde, alle har været,” lyder det taknemmeligt.
Hvor meget indsamlingen når op på, skal man vare sig ved at gætte på. Der kommer stadig penge ind med jævne mellemrum. Og hver en krone går til et særdeles vigtigt formål.
Se linket til indsamlingen her til højre, eller besøg venindernes facebookside “Femkløverets indsamling til Scleroseforeningen” og link derfra.