Fortsæt til indhold

S-tog kommer først efter valg

Arkiv
Arkiv

Roskilde vil først efter et kommende folketingsvalg forhandle med trafikministeren om mulighederne for at beholde regionaltogne, hvis man siger Ja til S-tog. - Vi er enige om, at det ikke har nogen mening at føre forhandlinger med en regering, hvis vi ikke er sikre på, at den kan gennemføre, hvad vi aftaler. Derfor afventer vi nu en politiske afklaring med valget, siger borgmester Joy Mogensen. Ideen om S-tog til Roskilde kom op på ny i efteråret 2014, da Roskilde Handel lancerede forslaget, der skal hente flere kunder fra Vestegnen og hovedstaden til Sjællands største handelsby udenfor København. Meningerne om S-tog var stærkt delte i byrådet, som dog blev enig om at bestille en rapport om konsekvenserne hos et uafhængigt analysefirma, der afleverede sit arbejde for et stykke tid siden. Rapporten rummer ikke nogen afgørende ny konklusion, men fastslår blandt andet, at Roskilde kan få stor glæde af S-tog, hvis man samtidig bevarer intercity- og regionaltog både mod København og den vestlige del af Danmark. Samt at en ny direkte tog-forbindelse over Glostrup til Lufthavnen på Amager kan blive meget vigtig for Roskilde. Roskilde Byråd har foreløbig konkluderet, at det er altafgørende at bevare byens forbindelser med ic- og regionaltog i begge retninger som en forudsætning for, at S-tog overhovedet er interessant. Derfor vil borgmesteren og andre repræsentanter fra kommunen gerne mødes med en beslutningsdygtig trafikminister for at få en garanti om det, før de går videre. tk