Fortsæt til indhold

10 sten i Ringen

Arkiv
Jan Partoft

Grundlovsdag 1955 blev det første løb kørt på Roskilde Ring og det sidste løb blev kørt 22. september i 1968. De 13 år som banen i den gamle grusgrav var aktiv er barselstiden for Roskilde som landets store motorsportsby. - Uden mine oplevelser Roskilde Ring, havde jeg aldrig fundet på at få lavet en gokartbane i Viadukten, hvor navne som Jan Magnussen, Jason Watt, Dennis Lind og Kevin Magnussen har grundlagt deres motorsportskarrierer, siger Otto Jensen. Dengang var han en ung mekaniker, der arbejdede lige ved siden af banen. I dag er han pensioneret fritidsklubleder, og en af idemændene bag det projekt, der har sat 10 mindesten op i Roskilde Ring Parken. Den anden er historiker Christian Møller Jensen, der har skrevet et formidlingsprojekt om Roskilde Ring og muligheden for at lave et virtuelt museum på stedet. - De 10 sten i parken fortæller alle en historie om Roskilde Ring, og de er forsynet med en QR-kode, så man kan få mere at vide om det sted stenen står på, siger Christian Møller Jensen.

Historisk sted

Stenene i Roskilde Ring Park bliver indviet på 60-års dagen for det første løb, som er grundlovsdag fredag 5. juni. - Her inviterer vi folk til at komme med deres veteranbiler, og de får en mulighed for at køre en omgang på ringen, siger Otto Jensen. - Bagefter kan man så prale med det, da der følger et klistermærke med, hvis man har tilmeldt sig i forvejen. - Der bliver også mulighed for at blive vist rundt til de forskellige sten af en guide, der kan fortælle historier om motorbanen. - Projektet her er ikke noget ønske om at genoplive banen eller køre ræs i Roskilde, siger Otto Jensen. - Stenene er sat, så man kan se, at her stod danske motorsports vugge. Det er et historisk sted, som er værd at vise frem. - Til gengæld kunne det være sjovt, hvis man kunne lave et træf her en gang om året på grundlovsdag, siger Otto Jensen. Indvielsesdagen byder på officielle taler, et stumpemarked, muligheder for at købe spise og drikkevarer. Alle de veteranbiler og motorcykler, der møder op på dagen bliver linet op, så man også har muligheden for at se nogle af de køretøjer, der var moderne, da der blev kørt ræs i ringen. Tilmeldinger og flere praktiske oplysninger om arrangementet på visitroskilde.dk/booking/6734.

Pralemærket er reserveret til de veteranbiler og motorcykler, der er med ved indvielsesfestlighederne 5. juni.

Med til indvielsen

En række af dansk motorsportsstjerner er med til jubilæumsfesten i Ringen. Det er blandt andet Kevin Magnussen, Erik Høyer, Ole Vejlund, Thorkild Thyrring, Ronnie Bremer, Arne Riis og Jason Watt. jp@roskildeavis.dk