Fortsæt til indhold

Sådan gør du bilen ferieklar

De hundredtusindvis af danskere, som kører på sommerferie i deres biler, kan ved at tage en række simple forholdsregler gardere sig bedst muligt mod bøvl, ulykker og uforudsete udgifter.

Arkiv
Arkiv

MOTOR: Kufferten er pakket, og familien er klar til at tage den lange tur til Sydeuropa. Det er med andre ord blevet sommerferietid. Hundredtusinder af danskere tager turen i egen bil, og mange familier har spændt campingvognen bagefter.
Ifølge centerleder Brian Jeppesen fra dæk- og autoservicekæden Euromaster i Køge bør man tage en række forholdsregler, når man drager på bilferie sydpå.
– Det er altid en god idé at have styr på grundlæggende autoservice såsom olie- og dækskift, og det er det også ved en lang køretur til Sydeuropa. Det vil jo være meget surt at stå med en motor, der er brændt sammen midt på den tyske motorvej, hvor hjælpen er langt væk og måske koster flere penge, end vi er vant til, fortæller Brian Jeppesen, der anbefaler et større eftersyn inden en lang Europarejse.
Centerlederen forklarer, at nedslidte dæk kan øge risikoen for livsfarlig aquaplaning i forbindelse med kraftige regnskyl, der kan indtræffe i det varme klima. Aquaplaning er ikke kun til fare for din egen familie, men også i høj grad dine medtrafikanter.
Brian Jeppesen anbefaler også, at man får kontrolleret sit airconditionanlæg, da det i sagens natur sikrer en behageligere rejse i det varme vejr.
– Mange tror fejlagtigt, at airconditionanlæg ikke behøver service, da det er et lukket system. Freonindholdet i anlægget mindskes nemlig over tid, og det kan resultere i, at anlægget ikke køler særlig godt. I værste fald kan pumpen gå i stykker. Og så står man med en regning på flere tusinde kroner, forklarer centerlederen, der også pointerer, at airconditionanlægget i mange biler er spændt hårdt for under de varme himmelstrøg.
Generelt kan bilen blive udsat for lidt af hvert under turen, og blandt andet en del lange køer er normale i for eksempel Tyskland. Derfor er det meget vigtigt, at man har vand nok på køleranlægget, da den langsomme kørsel ellers kan overophede motoren.