Fortsæt til indhold

Joni bliver i Vojens

De danske mestre i ishockey forlænger aftale med allstar-målmand Joni Myllykoski

Arkiv
Peter Rasmussen

Han tog de ishockeyglade sønderjyder med storm, vandt det danske mesterskab med SønderjyskE og blev fortjent også kåret til Metal Ligaens Allstar Team.
Finske Joni Myllykoski debuterede for sønderjyderne den 16. januar, og vandt i forbindelse med den femte og afgørende DM finale den 21. sejr af 26 mulige.
Efter at have konsulteret familien hjemme i Finland har han nu valgt at underskrive en ny, etårig kontrakt med SønderjyskE, og sportschef Søren Stockfisch har dermed målmandsteamet på plads til den kommende sæson:
"Joni Myllykoski blev allerede fra første dag en sikker, sidste skanse, og han bragte i kraft af sit sikre spil og meget stærke reflekser den fornødne ro ind på holdet.
Han er en dedikeret og super professionel spiller, som optræder utroligt seriøst både på og uden for isen. Vi ser virkelig frem til at starte den nye sæson med en kapacitet som Joni Myllykoski. Det er en særdeles vigtig signing, og han bliver helt sikkert også en profil både hos os i SønderjyskE og i Metal Ligaen," fastslår Søren Stockfisch.

Den rigtige klub

Den populære finne var ikke i tvivl om, at SønderjyskE var den rigtige klub, da beslutningen om endnu et udenlandsophold var truffet:
"For det første er jeg stolt af, at jeg også i den kommende sæson skal spille i den lyseblå trøje. SønderjyskE er en meget professionel klub, også sammenlignet med de fleste topklubber i Finland. Det var egentligt enkelt at beslutte, at jeg skulle fortsætte i klubben. Alle har behandlet mig fantastisk, og det eneste jeg skal koncentrere mig om er, at hjælpe mine holdkammerater med at vinde kampene, slutter Joni Myllykoski.